
De fire på besøg i Ukraine er fra venstre: Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken Jensen (V), København, borgmester Peter Rahbæk Juel (S), Odense, overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), København, og borgmester Jacob Bundsgaard (S), Aarhus. - Foto: Aarhus Kommune
Borgmestre vil bidrage til genopbygning i Ukraine
Udgivet: 21/04/2023
En delegation af borgmestre fra København, Aarhus og Odense har i denne uge besøgt Ukraine og erklærer sig parat til at bistå i genopbygningen af det krigshærgede land med finansiering fra den danske Ukrainefond.
De fire er borgmester Jacob Bundsgaard (S), Aarhus, borgmester Peter Rahbæk Juel (S), Odense, overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), København og beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken Jensen (V), København.
Landets fire største kommuner har styrke, erfaring, viden samt et udtalt ønske om at kunne yde en markant indsats i en kommende genopbygning af krigshærgede byer i Ukraine, lyder det i en meddelelse.
På den baggrund vil de fire kommuner og KL nu i dialog med regeringen via et indspil i forhold til Ukrainefondens DANIDA-midler til civile indsatser. Kommunernes bistand kan bestå af teknisk assistance og projektledelse inden for f.eks. social infrastruktur (skoler, børnehaver, transport m.v.), vand og energi samt den grønne omstilling.
København, Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner byder sig til på baggrund af deres mangeårige erfaring med at indgå samarbejde med venskabsbyer og med at yde bistand til byer i udviklingsprojekter.
jornns
Sidst opdateret: 21/04/2023 - 08:53









































