
- Foto: Aalborg Forsyning renseanlæg
Varmen i renset spildevand skal nu omsættes til fjernvarme
Udgivet: 20/03/2023
Aalborg Forsyning etablerer nu en stor varmepumpe på Renseanlæg Øst, som skal trække energien ud af renset spildevand og omsætte det til fjernvarme.
Det oplyser Aalborg Forsyning.
Bag projektet står Aalborg Forsyning, der netop er gået i gang med at bygge en 6 MW varmepumpe, som skal trække varmen ud af det rensede spildevand og omsætte det til fjernvarme.
Hvis alt går efter planen, skal anlægget stå færdigt i løbet af 2024 og kunne levere fjernvarme svarende til 1.300 parcelhuses årlige varmeforbrug.
"I dag udleder vi det rensede, varme spildevand til Limfjorden, men fremover udnytter vi varmen, som er i det rensede spildevand. Det giver en optimal brug af ressourcerne. Samtidig reducerer vi også CO2-udledningen med det nye anlæg, fordi vi skal bruge mindre energi til at lave fjernvarmen, end hvis vi fx brugte kul, gas eller strøm," siger Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.
Projektet er endnu et skridt på vej mod en grønnere omstilling, hvor den kulbaserede produktion af fjernvarme på Nordjyllandsværket slutter i 2028 og erstattes af vedvarende og bæredygtige energikilder.
nannakk
Sidst opdateret: 17/03/2023 - 10:19
Emner: Klima, Fjernvarme












































