
Inger Marie Vynne træder ved årsskiftet ind i jobbet som kommunaldirektør i Kerteminde Kommune. Hun har mange års erfaring som topleder. - Foto: Kerteminde Kommune
Kerteminde ansætter Lejres fyrede kommunaldirektør
Efter at være blevet fyret af et smalt politisk flertal i Lejre tiltræder Inger Marie Vynne ved årsskiftet som kommunaldirektør i Kerteminde Kommune. 'Hun har vist, at hun kan styre en organisation igennem en udvikling og formået at skabe resultater, der kan mærkes,' udtaler Kertemindes borgmester.
Udgivet: 25/11/2022
Til nytår får de ansatte i Kerteminde Kommune en ny topchef. Da træder Inger Marie Vynne ind ad døren på rådhuset ved havnen. Hun har mange års erfaring som topleder og kommer fra et job som kommunaldirektør i Lejre, hvor et politisk flertal afskedigede hende.
Borgmester i Kerteminde Kasper Ejsing Olesen (S) glæder sig til at byde den nye kommunaldirektør velkommen.
”Jeg er simpelthen så glad på vegne af Kerteminde Kommune, at vi nu får Inger Marie, som ny kommunaldirektør. Inger Marie har en spændende profil, og har mange års erfaring som professionel topleder," udtaler Kasper Ejsing Olesen i en meddelelse fra kommunen og fortsætter:
"Hun har tidligere stået i spidsen for mange af de rejser, vi som organisation og kommune er og skal ud på. Hun har vist, at hun kan styre en organisation igennem en udvikling og formået at skabe resultater, der kan mærkes."
Inger Marie Vynne har erfaringer senest fra Lejre kommune, hvor hun i ni år har arbejdet som kommunaldirektør. Hun er ifølge Kerteminde Kommune en udviklingsorienteret leder med indgående kendskab til det kommunale maskinrum.
Inger Marie Vynne er 57 år, uddannet cand. merc. int. ved Copenhagen Business School og har de seneste 20 år været leder på topniveau i kommuner.
Stor ballade om fyring i Lejre
Det skabte en del opmærksomhed tidligere på året, da Inger Marie Vynne blev afskediget som kommunaldirektør i Lejre Kommune. For der skete det i forbindelse med fyringen af hende, at et politisk mindretal i byrådet kom med en offentliggjort mindretals-udtalelse om fyringen. Det er helt uhørt i personalesager.
Den nye borgmester i Lejre - efter kommunalvalget - Tina Mandrup (V) og det borgerlige flertal på 13-12 stod bag afskedigelsen af Inger Marie Vynne. Oppositionen i byrådet bestående af S, SF, EL og R kaldte det en politisk fyring og fandt "afskedigelsen af kommunaldirektøren uforståelig, usaglig og utilstrækkeligt begrundet", fremgik det af beslutningsreferatet efter et byrådsmøde.
For mig har Kerteminde Kommune en god størrelse. I en mindre kommune er der bedre betingelser for at arbejde relationsbaseret
Inger Marie Vynne begynder som nævnt arbejdet i Kerteminde 1. januar. Hun afløser Anders Bjældager, som er skiftet til jobbet som kommunaldirektør i Slagelse Kommune pr. 1. august 2022.
Inger Marie Vynne udtaler i forbindelse med det nye job:
"For mig har Kerteminde Kommune en god størrelse. I en mindre kommune er der bedre betingelser for at arbejde relationsbaseret, med nærhed til driften og 'hverdagslivet' - både borgernes og organisationens. Jeg glæder mig også til personligt at tage del i livet her i kommunen."
Sidst opdateret: 09/04/2024 - 13:44
Temaer: Navnenyt













































