I Odense Kommune skal et nyt borgerklimaråd hjælpe med grønne transportanbefalinger og give bedre beslutninger i kommunen.

I Odense Kommune skal et nyt borgerklimaråd hjælpe med grønne transportanbefalinger og give bedre beslutninger i kommunen. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Nyt borgerklimaråd skal hjælpe med bæredygtige transportvaner i hverdagen

100 borgere i det nye Odense Borgerklimaråd skal levere en række anbefalinger til byrådet om grønne transportvaner i hverdagen. 'Vi når kun i mål med vores klimaneutrale ambitioner, hvis vi løfter i flok,' siger rådmand.

Udgivet: 14/11/2022

Nanna Koors-Kristiansen

journalist

Del artiklen:

I Odense Kommune er der stablet et nyt Odense Borgerklimaråd på benene for at levere anbefalinger til Byrådet om grønne transportvaner.

Borgerklimarådet består af 100 odenseanere - der er kvinder og mænd, unge og ældre og dem midt imellem, og de bor jævnt fordelt i Odenses postnumre. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Klimaneutral i 2030

Medlemmerne i borgerklimarådet skal med udgangspunkt i deres egne hverdagsvaner aflevere en række anbefalinger til Odense Byråd.

"Det er borgerne, der er eksperter i hverdagen, og derfor er det helt afgørende, at vi som supplement til de faglige vurderinger også får indspark fra dem, der til daglig bevæger sig rundt i Odense. Vi når kun i mål med vores klimaneutrale ambitioner, hvis vi løfter i flok, så jeg er meget glad for, at 100 odenseanere har sagt ja til at være med i borgerklimarådet," siger klima- og miljørådmand Tim Vermund (S) i pressemeddelelsen.

Anbefalingerne skal med en ny og grøn mobilitetsplan - der er klar i løbet af 2023 - fremme den kollektive trafik, cykel og gang, så de bliver det fortrukne transportvalg i hverdagen.

Borgerklimarådet håber på, at planen kan være med til at reducere CO2-udledningen fra transportområdet i Odense med 107.000 ton om året og bidrage til at nå det ambitiøse mål om, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral.

Repræsentative anbefalinger fremfor enighed

De 100 odenseanere har alle forskellige transportholdninger med ind i rådet og Gitte Bargholt, som er udpeget til forkvinde for Odense Borgerklimaråd, forventer ikke, at de når nogen enighed.

"Vi skal blive klogere på hinanden, men ikke enige. Det vigtigste er, at de anbefalinger, vi giver til politikerne, er repræsentative, så enhver borger kan se sit aftryk," understreger Gitte Bargholt, som er direktør for Kold College.

Fakta

  • Odense Borgerklimaråd består af 100 repræsentativt udvalgte odenseanere.
  • Et analysebureau har ringet rundt for at rekruttere medlemmerne og sikret, at de så vidt muligt repræsenterer Odenses befolkning i forhold til alder, køn og postnummer.
  • Borgerklimarådet har netop haft første møde, og medlemmerne skal samles yderligere tre gange.
  • Derefter afleverer borgerklimarådet en række anbefalinger til byrådet som led i udarbejdelsen af en grøn mobilitetsplan, hvor bæredygtige transportformer som gang, cykel og kollektiv transport prioriteres højest.
  • Alle byrådspartier har besluttet, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral og reducere CO2-udledningen med 502.000 ton årligt. 107.000 ton CO2 skal komme fra transportområdet.

Sidst opdateret: 14/11/2022 - 08:53

Temaer: Klima

Emner: Klima, Transport, Odense Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]