Folkeskolen er en grundpille i vores samfund. Det er udgangspunktet for et kommende teaterstykke, hvor der efterlyses virkelige beretninger fra hele landet.

Folkeskolen er en grundpille i vores samfund. Det er udgangspunktet for et kommende teaterstykke, hvor der efterlyses virkelige beretninger fra hele landet. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Hjælp med at skrive nyt teaterstykke om folkeskolen

Christian Lollike og Aarhus Teater efterlyser personlige historier fra de ansatte i den danske folkeskole. Historierne bruger Lollike til at skrive en ny teaterforestilling om livet i den danske folkeskole anno 2022. Der er deadline 3. oktober 2022 for indsendelse af historier fra lærere, pædagoger og skoleledere.

Udgivet: 05/09/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Folkeskolen er en central pille i det danske samfund og en institution under forandring. Christian Lollike, der er en af vor tids betydeligste dramatikere, udforsker de strømninger og holdninger, der fylder i vores verden.

Nu ønsker han at tegne et nuanceret portræt af livet i den danske folkeskole - fortalt af de ansatte.

Christian Lollike fortæller om projektet, der er sat til premiere på Aarhus Teater:

"Folkeskolen er den måske mest personlighedsdannende institution i vores liv. Den har afgørende betydning for vores dannelse, fællesskabsfølelse og selvopfattelse. Det er nødvendigt at undersøge, hvordan skolen håndterer de mange forskellige udfordringer børn står overfor i dag."

Lollike efterlyser derfor lærernes og de andre ansattes konkrete oplevelser fra hverdagen i skolen. Det kan være vidt forskellige aspekter, men man kan f.eks. lade sig inspirere af nedenstående spørgsmål:

  • Oplever du et øget fokus på det enkelte barns personlige udvikling - og hvad betyder det for undervisningen?
  • Hvordan oplever du forældrenes rolle i folkeskolen?
  • Hvad er det bedste og værste ved øget fokus på mobning og fællesskab?
  • Har sociale medier en betydning for læring og fællesskab i klassen?
  • Kan du nævne konkrete situationer/eksempler på elevers dialog med hinanden, der har gjort indtryk på dig? Eller situationer/eksempler mellem lærer og elev, lærer og lærer eller lærer og forældre?
  • Hvad er det vredesudbrud, du ville ønske du var kommet med i en given situation?

Autentisk materiale

Det er ikke første gang, at Christian Lollike benytter sig ofte af autentisk materiale, f.eks. til 'Hospitalet', som vakte begejstring både hos anmeldere, publikum og involverede faggrupper.

"Jeg synes, det er interessant at bruge et autentisk materiale. Jeg tror, at det er sådan, forestillingen bedst bliver i stand til at fortælle om livet i folkeskolen anno 2022. Og så er der jo bare grundlæggende inspirerende at se, hvilke betydningsfulde historier, der har indprentet sig i lærernes og de øvrige ansattes erindring.

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen, der har valgt stykket til Aarhus Teaters repertoire, fortæller:

"Med forestillingen om folkeskolen zoomer vi ind på en central samfundsorganisation, som vi alle har et forhold til. Folkeskolen har en dannende funktion og er afgørende for, hvordan vi udvikler os som mennesker senere i livet. Vi er optaget af at skabe det optimale skoleliv. Men hvad er det? Vi forsøger med skolereformer, med intenst forældresamarbejde, inklusion og øget fokus på trivsel, men undersøgelser viser, at børn i stigende grad oplever stress og angst."

Teaterforestillingen får urpremiere på Aarhus Teaters Store Scene i foråret 2024. Forestillingen skrives og instrueres af Christian Lollike. Alle historier bliver anonymiseret og behandles fortroligt.

Fakta - sådan tilmelder man sig

Giv frustrationerne frit løb, beskriv dine oplevelser uden selvcensur og spekulér ikke på, at de skal kunne fungere på en scene. Alle historier bliver anonymiseret og behandlet fortroligt.

Beskrivelsen skal minimum fylde en halv side (ca. 1.500 tegn) og max 4 sider og de skal sendes til [email protected] eller via www.aarhusteater.dk/input

Deadline er 3. oktober 2022.

Ansatte på alle landets skoler - offentlige som private - kan deltage. Skriv også gerne, om teatret må kontakte dig efterfølgende for evt. uddybning.

Sidst opdateret: 05/09/2022 - 11:08

Emner: Aarhus Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]