
Borgmestrene er fra øverst til venstre Jacob Bundsgaard (S), øverst til højre H.C. Østerby (S), nederst til venstre Ulrik Wilbek (V) og nederst til højre Peter Sørensen (S). - Foto: Viborg Kommune/Socialdemokratiet
Se hvor meget fremtrædende borgmestre i Region Midtjylland tjener
Nogle af de på landsplan ret ukendte borgmestre får samlet set en pæn løn for deres arbejde. Det kan man se i Region Midtjylland med borgmestrene fra Holstebro og Lemvig. De har en del bestyrelsesposter, der samlet set gør dem vellønnede.
Udgivet: 12/08/2022
Flere borgmestre i Region Midtjylland får en pæn løn for deres indsats, og ligger over landsgennemsnittet for politikere, der har poster i KL. Det viser en opgørelse, som NB-Kommune har foretaget.
Borgmesteren i Holstebro, H.C. Østerby (S), og i Lemvig, Erik Flyvholm (V), gør sig ikke synderligt bemærket på landsplan og er borgmestre i kommuner med forholdsvis få indbyggere. Alligevel får en politiker som H.C. Østerby, når man regner vederlag for borgmesterpost, KL-udvalg og vederlag i diverse bestyrelser og nævn sammen, samlede vederlag for hvad der svarer til 1.514.844 kr..
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Det er dog ikke lønniveaet, der motiverer Holstebro-borgmester H.C. Østerby til at indtræde i en bestyrelse. Det er interessen i at være beskæftiget med forskellige ting, der også i sidste ende er til gavn for Holstebro Kommune, fortæller borgmesteren.
"Det er altid til diskussion, hvad vi skal have i løn, men det kan hverken jeg eller du ændre på. Jeg er med i et hav af foreninger og bestyrelser, fordi det interesserer mig," siger H.C. Østerby til NB-Kommune og fortsætter:
"Men jeg skal ikke tælle timer, når jeg har mest travlt," siger Holstebro-borgmesteren.
Årsløn over gennemsnittet
NB-Kommune har udarbejdet en top 30 med de politikere, der, når man lægger honorar for KL-poster, borgmester- eller byrådsarbejde og diverse bestyrelser og nævn sammen, tjener mest.
1.228.711 kr. lyder det gennemsnitlige total-honorar for lokalpolitikerne på top 30 over lokalpolitikere med hverv i i KL. Dermed ligger alle nærværende listes fem politikere over gennemsnittet i top 30-listen.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Ser man på Holstebro-borgmesteren, så er det blandt andet som bestyrelsesmedlem i Midtjyllands Lufthavn, der giver et årligt honorar på 57.373 kr. og som bestyrelsesmedlem for Sport Event DK, med et årligt honorar på 166.902 kr., at H.C. Østerby tjener ekstra kroner til bankkontoen og gør ham til en vellønnet politiker.
Sidst opdateret: 12/08/2022 - 06:01
Temaer: Navnenyt
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Aarhus Kommune, Holstebro Kommune, Lemvig Kommune, Silkeborg Kommune, Viborg Kommune, Jacob Bundsgaard næstformand for KL, Ulrik Wilbek (V), formand for KL's Socialudvalg og borgmester, Vederlag













































