100 byer i EU er udpeget til at få EU-støtte til at blive klimaneutrale i 2030. Fra Danmark er København, Aarhus og Sønderborg med på listen. Der er behov for frontløbere, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

100 byer i EU er udpeget til at få EU-støtte til at blive klimaneutrale i 2030. Fra Danmark er København, Aarhus og Sønderborg med på listen. Der er behov for frontløbere, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. - Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Tre danske byer får EU-støtte til at blive klimaneutrale i 2030

København, Aarhus og Sønderborg er med på EU-liste over byer, der forsøger at blive klimaneutrale i 2030.

Udgivet: 29/04/2022

Del artiklen:

Danmark er pænt repræsenteret på en ny liste over byer i EU, som forsøger at blive klimaneutrale i 2030.

Både landets to største byer - København og Aarhus - samt Sønderborg er med på listen.

Andre store danske byer som Odense har dog også tidligere opstillet målet om at blive klimaneutrale i 2030 uden dog at være med på listen, der rummer i alt 100 byer i EU.

De 100 byer skal fungere som frontløbere for grøn omstilling, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

De udvalgte byer vil samlet få omkring 2,6 milliarder kroner i EU-støtte til at opnå målet. Det er dog langt fra nok til at mætte interessen for projektet.

I Sønderborg Kommune glæder borgmester Erik Lauritzen (S) sig over at være repræsenteret på listen:

"Jeg synes, at det er bekræftelse på, at vi med hele vores klimaindsats og i særdeleshed med ProjectZero har gjort det rigtige i Sønderborg-området med at arbejde frem mod et CO2-neutralt energisystem i 2029."

"Det understreger, at vi tør gå foran, og at vi kan lære andre byer, hvordan de bedst kan lave en grøn omstilling. Vi har iført os den grønne førertrøje, og at EU giver os et så stort kvalitetsstempel bør fylde os med stolthed over den proces, vi er i fuld gang med i Sønderborg Kommune," siger Erik Lauritzen.

I alt 377 byer søgte om at komme med i programmet. EU-Kommissionen vil nu undersøge muligheden for at finde støtte til dem på anden vis.

De europæiske byer er ifølge Ursula von der Leyen afgørende, hvis klimamålene skal nås.

Omkring 75 procent af EU-borgerne bor i byområder. Og byområderne står for omkring 70 procent af CO2-udledningen på globalt plan. Derfor kan det få står betydning, hvis de store byer får knækket koden til at blive klimaneutrale.

Med på listen er også andre store hovedstæder som Paris, Madrid og Rom.

"Den grønne omstilling er i gang over hele Europa. Men der er altid behov for frontløbere, der sætter sig endnu højere mål og viser vejen til en sundere fremtid," siger Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen.

EU's overordnede målsætning er at blive klimaneutral i 2050. På vej til det mål vil EU at nedbringe udslippet af drivhusgasser med mindst 55 procent inden 2030.

Til sammenligning er den danske målsætning at nedbringe udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

jornns - /ritzau/

Sidst opdateret: 29/04/2022 - 10:08

Emner: Aarhus Kommune, Københavns Kommune, Sønderborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]