Martin Østergaard Christensen bliver ny stadsdirektør i Aarhus Kommune pr. 1. juni 2022.

Martin Østergaard Christensen bliver ny stadsdirektør i Aarhus Kommune pr. 1. juni 2022. - Foto: Aarhus Kommune

Storkommune udnævner ny stadsdirektør internt

Byrådet i Aarhus Kommune har fundet sin nye stadsdirektør. På et byrådsmøde har man godkendt ansættelsen af Martin Østergaard Christensen som afløser for Niels Højberg, der forlod kommunen i februar.

Udgivet: 28/04/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Det bliver et kendt ansigt, som bliver ny stadsdirektør i Aarhus Kommune. Martin Østergaard Christensen kommer fra en stilling som direktør i Børn og Unge i kommunen.

Martin Østergaard Christensen overtager posten som stadsdirektør efter Peter Pedersen, der har været konstitueret stadsdirektør, siden Niels Højberg valgte at fratræde ved udgangen af februar.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus, glæder sig til samarbejdet.

”Martin har den helt rette profil. Han har lang erfaring fra flere toplederposter, og som bonus har han allerede et indgående kendskab til Aarhus Kommune. Han har med stor succes implementeret en ny organisation i Børn og Unge og udvist stærke evner til at samarbejde både inden for eget område, på tværs af Aarhus Kommune og med det politiske niveau."

"Vi får en direktør med et stærkt lederskab og skarpt blik for både strategi, helhed og kommunikation, som er nødvendig i vores fremtidige arbejde med at løse nogle af de store udfordringer og sikre en god og bæredygtig udvikling af kommunen. Jeg ser frem til at byde Martin Østergaard Christensen velkommen,” siger Jacob Bundsgaard i en meddelelse.

Det er et enigt ansættelsesudvalg, som står bag indstillingen af Martin Østergaard Christensen. Før hans tid i Børn og Unge, var han direktør i Aalborg Kommune i perioden 2014-18 og før det, børne- og undervisningsdirektør i Hjørring Kommune.

Martin Østergaard Christensen ser frem til sin første arbejdsdag onsdag 1. juni.

”Jeg er utrolig glad for og stolt over den tillid, byrådet har vist mig med godkendelsen af min ansættelse som ny stadsdirektør. Aarhus er en fantastisk by og en dynamo for udviklingen i Vestdanmark, et skønt sted at leve, bo, uddanne sig og arbejde. Som kommune spiller Aarhus en stadig større rolle for erhvervsliv og kulturen både regionalt og internationalt. Jeg vil gøre mit til at indfri byrådets og byens ambitioner: Aarhus - en god by for alle."

"Men vi står også over for store strategiske udfordringer inden for vækst, klima, demokrati og borgerinddragelse, rekruttering, integration og sundhed. Det kræver endnu stærkere tværgående samarbejde mellem virksomheder, organisationer, borgere og nationale interesser for at lykkes. En stor og spændende opgave, som jeg glæder mig til at løse med dygtige kolleger, samarbejdspartnere og ikke mindst byrådet”, siger Martin Østergaard Christensen.

Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, siger tak for et godt samarbejde.

”Gennem de seneste fire år har Martin som direktør for Børn og Unge skabt markante resultater, ikke mindst har han ført børne- og ungeområdet sikkert igennem hårde år med corona. Han har styrket børne- og ungeområdet gennem sit arbejde med organisering, nye budgettildelingsmodeller og 'Stærkere Læringsfællesskaber'."

"Og så har han været stærk til at skabe gode relationer både i og uden for Børn og Unge, ligesom Martin er en dygtig kommunikator. Derfor er det også en glæde, at Aarhus Kommune får en stadsdirektør med så stærke personlige og professionelle egenskaber,” siger Thomas Medom.

Med ansættelsen af Martin Østergaard Christensen konstitueres Helle Bach Lauridsen som direktør for Børn og Unge.

Læs også:
Aarhus får ny stadsdirektør

Sidst opdateret: 28/04/2022 - 12:04

Temaer: Navnenyt

Emner: Aarhus Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]