
Der er meget stor forskel på udbredelsen af beskyttelsesrum i kommunerne, viser kortlægning. Her er et beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig i bydelen Frederiksbjerg i Aarhus. - Foto: RhinoMind/Wikimedia Commons (Arkiv)
Store kommunale forskelle i dækningen med beskyttelsesrum
Nogle kommuner har fint plads til alle borgere i beskyttelsesrum, hvis behovet opstår. Andre kommuner har absolut ikke, viser opgørelse. Der er brug for en politisk debat om behovet for beskyttelsesrum set i lyset af krigen i Ukraine, mener formanden for kommunale beredskaber.
Udgivet: 04/04/2022
Kan alle i din kommune komme i et beskyttelsesrum, hvis den ulykkelige situation opstår, at der bliver brug for det - ligesom vi oplever det i Ukraine nu?
Nej, lyder svaret i en række kommuner, som DR har fået svar fra i en rundspørge til deres beredskaber. For eksempel er der ifølge DR 29 borgere om hver plads i beskyttelses/sikringsrum i Dragør Kommune. Og i Aalborg er der seks borgere om hver plads. Regnestykket i Aalborg er , at der er 34.650 såkaldte beskyttelsespladser til en befolkning på 221.082 mennesker.
Der er ifølge DR's kortlægning langt mellem kommuner som Hvidovre, Rødovre og Albertslund, der har en plads til alle deres indbyggere i beskyttelsesrum.
"Beredskabet er ikke gearet til krig på dansk jord. Og det er vi ikke, fordi det ikke har været et scenarie, man i mange år skulle se ind i," siger Jarl Vagn Hansen til DR. Han er beredskabsdirektør i Trekantsområdet og formand for Danske Beredskaber, som er talerør for de kommunale redningsberedskaber.
Beredskabsstyrelsen har bedt kommunerne om hver især at udarbejde en oversigt over kommunens beskyttelses- og sikringsrum. Men det er frivilligt for kommunerne, om de vil danne sig et overblik. Og derfor vil opgaven blive prioriteret forskelligt fra kommune til kommune.
Ifølge DR er der ikke enighed blandt fagfolk om, hvor mange ressourcer, man skal bruge på at tilse beskyttelsesrum. Jarl Vagn Hansen fra Danske Beredskaber vil have politikerne på banen:
"Man har brug for en politisk debat om, hvilket niveau civilbeskyttelsen skal være på i 2022 og i årene, der kommer," siger Jarl Vagn Hansen til DR.
Sidst opdateret: 04/04/2022 - 10:30
Emner: Beredskab







































