
"Det er oplagt, at børn og unge bliver hørt og får medbestemmelse, når det gælder klima-spørgsmål," siger Mette Lene Jensen (V), formand for Klima- og Bæredygtighedsudvalget i Helsingør. - Foto: Vibe Juul Sannig/Helsingør Kommune
Nyskabelse: Børn og unge får deres eget klimaråd
Børn og unge er meget optaget af klimaforandringerne, og på den baggrund får de nu deres eget klimaråd i Helsingør. Og der følger penge med.
Udgivet: 24/02/2022
Børn og unge får nu mulighed for at præge den grønne dagsorden i Helsingør Kommune. Politikerne i Klima- og Bæredygtighedsudvalget har nemlig besluttet at nedsætte et børneklimaråd. Rådet får til opgave at uddele 100.000 kr. til gode klima-ideer fra børn og unge.
"Børn og unge er heldigvis meget optaget af klima og bæredygtighed og har mange gode ideer til, hvordan vi kan fremme den grønne dagsorden i kommunen. Derfor er det oplagt, at børn og unge bliver hørt og får medbestemmelse, når det gælder klima-spørgsmål," siger Mette Lene Jensen (V), formand for Klima- og Bæredygtighedsudvalget, i en meddelelse fra kommunen.
Det fælles elevråd for Helsingør Kommune, Unges Talerør Helsingør, bliver drivkraften bag børneklimarådet. Rådet skal fordele 100.000 kr. til klimainitiativer ved en seance i byrådssalen i efteråret 2022, hvor borgmester Benedikte Kiær (K) er ordstyrer.
'Det bliver forhåbentligt sjovt og lærerigt'
Formålet med børneklimarådet er først og fremmest at engagere børn og unge i at udvikle løsninger, som er rettet mod klimaudfordringer.
Et andet mål er at præsentere eleverne i børneklimarådet for den demokratiske proces. Eleverne skal debattere og blive enige om en fordeling af de 100.000 kr.
"Jeg glæder mig meget over, at børn og unge på den her måde er med til at løfte en vigtig dagsorden. Det bliver forhåbentligt både sjovt og lærerigt, og jeg ser frem til min rolle som ordstyrer for de unge," siger Benedikte Kiær.
Sidst opdateret: 24/02/2022 - 10:01
Temaer: Klima
Emner: Helsingør Kommune, Borgerinddragelse













































