
Udbruddet af covid-19 har satte en dæmper på aktiviteterne i musikskolerne 2020-2021. - Foto: Halsnæs Musikskole
Færre elever på musikskolerne i 2020/2021
Et vigende antal elever i landets musikskoler skyldes formentlig covid-19, hvor undervisningen var lukket ned i flere perioder.
Udgivet: 24/01/2022
Aktiviteten for de indskrevne elever i landets musikskoler er faldet markant i den seneste sæson.
Den samlede aktivitet, som var faldet 3 procent fra 2018/2019 til 2019/2020, faldt yderligere med knap 9 procent fra 2019/2020 til 2020/2021, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er især sammenspil, som har oplevet en tilbagegang - knap 12 procent - fra forrige til seneste sæson, men også instrumentundervisningen og forskoleholdene har haft betydelig tilbagegange på hhv. 10 procent og 9 procent.
Det er især en vigende tilgang af nye elever, der har drevet nedgangen i aktiviteten.
Faldet blandt musikskole-elever, der har haft det samme fag i mindst to år inden sæsonstart, var på 4 procent mens der for helt nye elever uden foregående musikskoleundervisning var et fald på næsten 16 procent fra 2019/2020 til 2020/2021.
Musikskole-elevernes andel af samtlige børn fra 6 til 16 år faldt i samme periode fra 9,4 procent til 8,6 procent. Sæsonen 2020/2021 var præget af omfattende nedlukninger af samfundet grundet covid-19, hvilket kan forklare det markante fald.
Eleverne samles om de mest populære fag
Musikskolerne udbyder undervisning i mange forskellige fag, men de fleste aktiviteter er koncentreret om relativt få fag.
De ti mest populære instrumentfag i sæson 2020/2021 omfattede således tilsammen 88 pct. af musikskoleelevernes samlede instrument- og sangundervisning. I modsætning hertil dækkede de ti fag med de færreste elever kun 1,4 procent af den samlede instrument- og sangundervisning.
Rækkefølgen blandt de seks mest populære instrumenter har ligget fast siden 2012/2013, bortset fra at saxofonen for en kort bemærkning i sæsonen 2019/2020 havde overhalet elguitaren, som det sjette mest populære instrument.

Pigerne er stadig i overtal - men ikke i alle fag
Piger udgør 53 procent af eleverne på instrument- og sangundervisningen på landets musikskoler. Til gengæld er drengene i overtal i seks ud af de ti mest populære instrumentfag.
Med 87 procent er tværfløjte det top-10-fag med den største andel piger, mens elguitar modsat er det top-10-fag med den største andel drenge - 83 procent.
Set over en årrække er der tegn på opblødning i den traditionelle kønsfordeling for instrumenter. Fx er der for typiske drengefag som elbas og slagtøj et svagt skift i retning af en større andel af piger. Fx er pigernes andel af slagtøjseleverne steget fra 13 procent i 2016/2017 til 18 procent i 2020/2021, og de tilsvarende tal for elbas er hhv. 24 procent og 27 procent.
På samme vis er andelen af drenge, der spiller tværfløjte, steget fra 9 procent til 13 procent af eleverne fra 2016/2017 til 2020/2021. For sang er andelen af mandlige elever i perioden steget fra 17 procent til 19 procent.
Sidst opdateret: 24/01/2022 - 11:03
Emner: Fritidsfaciliteter








































