
Kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen har valgt at stoppe efter 15 år på posten i Fredensborg. - Foto: Fredensborg.dk
Fredensborg søger nu to nye direktører
Kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen har valgt at opsige sin stilling i Fredensborg Kommune efter 15 år i jobbet. Det er den anden direktørstilling i kommunen, som skal besættes i foråret.
Udgivet: 19/01/2022
Kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen har meddelt Økonomiudvalget i Fredensborg Kommune, at han opsiger sit job til fratrædelse 31. maj 2022.
”Det har været en fantastisk 'rejse' og en stor fornøjelse at have stået i spidsen for organisationens bidrag til udviklingen af Fredensborg Kommune," siger 67-årige Kim Herlev Jørgensen i en pressemeddelelse fra kommunen.
Han beskriver, hvordan sammenlægningen af Fredensborg-Humlebæk og Karlebo Kommune i 2007 gav den nye Fredensborg Kommune mange udfordringer såvel økonomisk som demografisk. Der har været bump på vejen, men i følge Kim Herlev Jørgensen står kommunen et helt andet sted, fordi kursen har været lagt og politisk stramt styret.
"Med det afsæt er tidspunktet nu det rigtige for mig til nye prioriteringer, hvor jeg med gode minder om nogle måneder forlader en fantastisk kommune med så mange kvaliteter”, siger Kim Herlev Jørgensen.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) beklager opsigelsen.
”Kim Herlev Jørgensen har gennem de mange år altid arbejdet dygtigt og loyalt for vores kommune og har om nogen brændt for, at Fredensborg Kommune skal fremstå som en af de bedste kommuner i Nordsjælland."
Økonomiudvalget besluttede mandag aften at igangsætte processen for ansættelse af ny kommunaldirektør, så byrådet kan træffe beslutning om ansættelse på mødet i april 2022.
Det er ikke den eneste direktørstilling, som skal besættes i Fredensborg den kommende tid.
Lina Thieden stoppede ved årsskiftet på grund af sygdom efter 17 års ansættelse. De senere år har hun været direktør for kulturområdet, ældreområdet og på det specialiserede socialområde.
Sidst opdateret: 19/01/2022 - 09:40
Temaer: Navnenyt
Emner: Fredensborg Kommune













































