Visualisering af torvet foran Doverodde Købmandsgård med det kommende nybyggede velkomstområde.

Visualisering af torvet foran Doverodde Købmandsgård med det kommende nybyggede velkomstområde. - Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter

Kommune får endnu mere attraktivt sted for kunst og natur

Thisted Kommune kan glæde sig over, at Statens Museum for Kunst ombygger gamle købmandsgård, så kunstværker får endnu flottere rammer. Formidling af kunst og natur går hånd i hånd på ny måde.

Udgivet: 20/12/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Statens Museum for Kunst (SMK) vil skabe endnu bedre rammer for fremvisningen af kunst i særklasse i Nordvestjylland. I den forbindelse har SMk nu fundet en vinder i arkitektkonkurrencen om ombygningen af Doverodde Købmandsgård i Thy.

Købmandsgården er nytænkt af firmaet Reiulf Ramstad Arkitekter og skal huse en permanent filial af Statens Museum for Kunst. Natur, kunst og kulturhistorie forenes i det projekt, der netop har vundet arkitektkonkurrencen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra SMK.

SMK har i samarbejde med Thisted Kommune siden 2018 inviteret besøgende på Doverodde Købmandsgård i Sydthy til at opleve og udforske kunsten. Med ombygningen omdannes stedet nu til en permanent museumsfilial takket være en donation på 37,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

”Med det vindende projekt får vi en æstetisk og funktionsmæssigt yderst tilfredsstillende løsning på ombygning af pakhuset og en ny modtagelse. Projektet indfrier til fulde vores forventninger til en moderne, imødekommende og fleksibel udstillingsbygning,” siger Mikkel Bogh, direktør for SMK, i pressemeddelelsen.

Også Thisteds kommende borgmester Niels Jørgen Toft Pedersen (V) er glad for ombygningen:

”Naturen og kunsten kommer til at mødes i Doverodde, hvilket giver spændende nye muligheder. Samspillet mellem stedets natur- og friluftsformidling og den kunstfaglige udstillingspraksis er et nyt samarbejde med et stort potentiale – og jeg er stolt af, at det er her i Thisted Kommune, dette møde nu for alvor kommer til at udfolde sig i spændende nye rammer,” siger Niels Jørgen Toft Pedersen.

SMK er Danmarks nationalgalleri, og med det kommende projekt styrkes museets vision om at gøre landets største kunstsamling tilgængelig for en bredere del af befolkningen – også dem, der bor langt fra museet i København. Ambitionen er, at man fra 2024 skal kunne byde 35.000 besøgende årligt inden for i den nye satellit for udstilling og formidling af SMK’s samling af mere end 260.000 kunstværker.

Sidst opdateret: 20/12/2021 - 10:28

Emner: Thisted Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]