Ordet 'ghetto' er forsvundet fra regeringens liste over parallelsamfund i Danmark.

Ordet 'ghetto' er forsvundet fra regeringens liste over parallelsamfund i Danmark. - Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Støttepartier: Navneforandring på liste er symbolpolitik

To af regeringens støttepartier mener ikke, at listen over parallelsamfund har sin berettigelse.

Udgivet: 02/12/2021

Sponseret af

Sponsor Billede

Del artiklen:

Indenrigs- og Boligministeriet har onsdag fremlagt årets udgave af listen over parallelsamfund - den liste, som tidligere var kendt som ghettolisten.

Men selv om indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) mener, at listen og de tiltag, som hænger sammen med den, har sin berettigelse, er det ikke noget, som to af regeringens støttepartier - Enhedslisten og De Radikale - er helt enige i.

- Man skulle ophæve den lovgivning, der pålægger, at man laver de her lister, og i stedet bruge ressourcerne på at hjælpe de mennesker, der bor i områder, hvor der er sociale problemer.

Det mener Søren Egge Rasmussen, som er boligordfører i Enhedslisten.

Læs også:
Regeringens parallelsamfundsliste falder fra 15 til 12

De Radikales boligordfører, Susan Kronborg, kalder etnicitetskravet særligt problematisk, og tiltagene i ghettopakken fra 2018 er symbolpolitik.

- I stedet for at løse problemerne, så laver man en symbolpolitik, som illustreres ved, at den sociale indsats jo er skåret ned, siger hun.

Halime Oguz, som er SF's boligordfører, er ikke enig i de to andre partiers kritik.

- Vi kan se, at med de tiltag der har været, så har vi også formået at forbedre de områder, og mange er også røget af listen. Så det var de helt nødvendige tiltag, siger hun.

I år er det første gang, man bruger betegnelsen parallelsamfund om de områder, som tidligere blev betegnet som hårde ghettoer.

Kaare Dybvad Bek begrunder navneskiftet med, at det er et mere korrekt navn.

- Der er jo mange grunde til, hvorfor folk ville ændre det eller ej. For mig personligt handlede det om, at jeg synes, at begrebet ghetto er misvisende, i forhold til hvad det er for nogle boligområder, siger ministeren.

Halime Oguz er enig i, at ghetto var et meget misvisende begreb. Derfor er hun glad for, at navnet er ændret.

- Ghetto er ikke et ord, som vi i SF mener, at man kan bruge i dag. Ghetto har en helt anden betydning og hører en helt anden tid til, siger hun.

Derfor var det også vigtigt for partiet, at navnet blev ændret, da de støttede regeringens aftale om parallelsamfund i juni, tilføjer hun.

Susan Kronborg mener, at det nye navn umiddelbart er bedre, men kalder det stadig symbolpolitik.

Søren Egge Rasmussen mener, at det er positivt, at man har ændret navnet. Men han er stadig uenig i stemplingen af boligområderne.

- Der er nogle boligområder, som har fået et stempel, hvor det er fuldstændigt uberettiget, at det skulle være noget, som man kan betegne som et parallelsamfund, siger han.

/ritzau/

Læs også:
'Dødærgeligt at vi er kommet på listen igen'

Sidst opdateret: 02/12/2021 - 09:58

Emner: Ghettolisten

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]