
Planerne om fem 180 meter høje vindmøller på kommunegrænsen mellem Ringkøbing-Skjern og Varde giver nabostrid. (Fotoet er af tidligere opsatte vindmøller ved Rødby) - Foto: Vestas (arkiv)
Strid om vindmøller ved kommunegrænse
Kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern er i nabostrid om opstilling af kæmpe vindemøller tæt på kommunegrænsen. Nu tilbyder Ringkøbing-Skjerns borgmester at dele penge til grønne projekterne i vindmøllernes nærområde.
Udgivet: 30/11/2021
Til fortrydelse for Varde Kommune går Ringkøbing-Skjern Kommune nu videre i processen med en høring, som kan bane vejen for opsætning af fem kæmpe vindmøller, som hver skal måle 180 meter i højden.
Det skriver JydskeVestkysten.
Sagen er den, at de fem vindmøller skal placeres næsten lige op og ned ad kommunegrænsen mellem de to Vesterhavs-kommuner Ringkøbing-Skjern og Varde. Nærmere bestemt i Søndre Bork, hvor vestenvinden er stærk.
I den forbindelse har politikerne i plan- og teknikudvalget i Varde Kommune bedt Ringkøbing-Skjern Kommune om at acceptere 'Varde-reglen' for opsætning af vindmøller.
Varde-reglen siger, at 95 procent af husejerne inden for seks gange vindmøllens højde – her 1.080 meter – skal sige god for projektet. Hvis ikke, kommer vindmøllerne ikke op. Men den regel har politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune ikke ønsket at opfylde og henholder sig ifølge JydskeVestkysten til vindmøllebekendtgørelsen.
Lidt kompensation til naboer i Varde Kommune
Afvisningen af at bruge 'Varde-reglen' skaber utilfredshed hos naboerne til de planlagte vindmøller - og giver selvfølgelig politiske dønninger i Varde. Men nu kommer der en håndsrækning fra Vestas-koncernens oprindelseskommune Ringkøbing-Skjern. Her vil den genvalgte borgmester Hans Østergaard (V) godt dele en pose penge med nabokommunen mod syd.
Det er nemlig sådan, at vindmøllerne udløser 3,75 millioner kroner til Grøn Pulje, som skal anvendes indenfor 4,5 kilometer fra vindmøllerne. Hvilket formanden for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune, Preben Friis-Hauge (V), ikke er sen til at gøre opmærksom på.
"Vi har lagt vægt på hensynet til naboerne. Og ud fra geografien, så har Varde Kommune 53-54 procent inden for 4,5 kilometer. Så vi vil have del i Grøn Pulje," siger Preben Friis-Hauge til JydskeVestkysten.
Det ønske er Hans Østergaard i Ringkøbing-Skjern helt med på.
"Det skal I naturligvis have. Det er min indstilling. Pengene skal bruges tæt på dem, der har generne. De skal nyde godt af det," siger Hans Østergaard til JydskeVestkysten.Fakta om Grøn Pulje
Vindmølleopstilleren skal for hver MW-opstillet landvindmølle betale 125.000 kroner til Grøn Pulje. I Sdr. Bork ønskes ifølge Miljøkonsekvensrapporten opstillet fem vindmøller med hver en effekt på 6 MW. I alt 30 MW eller 3.750.000 kroner.
Kommunen administrerer midlerne fra Grøn Pulje og kan anvendes bredt til kommunale tiltag. Det er hensigten, at midlerne fortrinsvist skal støtte projekter ansøgt af nære naboer til det vedvarende energianlæg samt grønne tiltag i kommunen.
Kilde: JydskeVestkysten
Sidst opdateret: 30/11/2021 - 10:05
Temaer: Klima
Emner: Klima, Ringkøbing-Skjern Kommune, Varde Kommune, Vindmøller













































