Færre unge er arbejdsløse
I hele landet er antallet af ledige unge faldet med 13 procent. Samtidig viser opgørelse, at hver andet nye job bliver besat af unge under 25. 'Tænk, hvis ungdommen nu om dage slet ikke er doven, sart og selvoptaget,' skriver Børsen.
Udgivet: 24/09/2021
Halvdelen af dem, der har fået job fra marts til juni er unge under 25, skrev Børsen på forsiden af avisen tidligere på ugen på baggrund af et særtræk, som Danmarks Statistik har lavet for avisen. Og Børsens lederskribent Niels Lunde skriver:
"Tænk, hvis ungdommen nu om dage slet ikke er doven, sart og selvoptaget, men det modsatte: flittig, energisk og optaget af at tage et samfundsansvar på sig. Og tænk, at sådan en erkendelse skulle komme ud af en særkørsel fra Danmarks Statistik."
Avisens analysen har talt personer og ikke fuldtidsjob, og halvdelen af de unge er studerende, mens resten kommer fra ledighed.
Fra et fald på 44 pct. til en stigning på 27 pct.
Når man efterprøver tendensen på Jobindsats.dk, er der også der et tydeligt fald i ledighed blandt de 16-24 årige. På to år er der 2.500 færre på uddannelseshjælp. Et fald på i alt 13 procent, og her taler vi fuldtidspersoner. Det skriver NB-Beskæftigelse.
Der er dog virkelig store forskelle på udviklingen i kommunerne.
Mens Tønder på to år har haft et fald i antallet af ledige 16-24 årige på 44 procent, så har Middelfart Kommune haft en stigning på 27 procent. Så stort er spændet.
Det er bemærkelsesværdigt, at landets fire største byer alle har haft et fald i ledige i aldersgruppen. København har fem procent færre 16-24 årige på uddannelseshjælp, Aalborg har seks procent færre, Aarhus 14 procent færre og Odense 17 procent færre helt unge ledige.
Se antal og andel i kommunerne ved at klikke på kortet.
Sidst opdateret: 24/09/2021 - 10:16
Temaer: Ledighed
Emner: Uddannelseshjælp, Unge







































