
Der er færre idrætsfaciliteter pr. indbygger i Københavns og Frederiksberg Kommuner sammenlignet med resten af landet. Det skal finansloven for 2022 ændre på. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Fra hovedstaden til Thy: Finanslovsforslaget i kulturens tegn
I regeringens finanslovsudspil er der sat midler af til at udbygge idrætsfaciliteter - særligt i hovedstadsområdet, der har landets laveste andel af anlæg. Men andre initiativer er for hele landet.
Udgivet: 01/09/2021
Følgende indsatser er bl.a. prioriteret på Kulturministeriets områder i regeringens forslag til finanslov for 2022, som blev præsenteret mandag:
• Der afsættes ramme til et markant løft af idrætsfaciliteter i København og på Frederiksberg på 1 mia. kr. i årene 2022-2030.
• Initiativer om sociale medier vedrørende 1) Mærkningsordning af digitalt indhold målrettet børn og unge og 2) Etiske retningslinjer for digitalt indhold (3,0 mio. kr. årligt i 2022-2025)
• Statens Museum for Kunst, Thy (1,6 mio. kr. i 2022, 1,8 mio. kr. i 2023, 4,0 mio. kr. i 2024, 3,7 mio. kr. fra 2025 og frem)
• Danevirke Museum (1,0 mio. kr. i 2023 og frem)
• Kattegatcentret (1,0 mio. kr. i 2022 og 2023)
• Bibliotekernes formidling af FN’s verdensmål (1,5 mio. kr. årligt i 2022-2023)
• Biblioteker i bymidter (30 mio. kr. i 2023-2025)
• 60 kunstneriske uddannelsespladser i Holstebro (19 mio. kr. i 2023-2026)
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger, at København og Frederiksberg kommuner skal have bedre mulighed for at bygge og renovere idrætsanlæg, så markant flere kan dyrke idræt:
”Det er vigtigt, at alle danskere, uanset hvor de bor, har mulighed for at dyrke idræt og blive en del af stærke fællesskaber. Det kræver, at de fysiske rammer er til stede - og det er de ikke i København og på Frederiksberg, hvor der er markant færre idrætsanlæg per indbygger end i resten af landet. Det giver bl.a. problemer med lange ventelister," siger Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse:
Derudover peger ministeren på, at kulturudbuddet er til stede i hele landet:
"Det skal være muligt at skabe de fællesskaber, kulturen giver i alle egne. I Statens Museum for Kunsts afdeling i Thy kan man med de penge, vi har sat af til den fremtidige drift, gøre lige præcis det. Blandet andet får afdelingen mulighed for at tilbyde flere spændende værker fra Statens Museum for Kunsts samling," siger ministeren.
Endelig ser finansloven også i retning af, at børn og unge kan få en tryg opvækst i forhold til det enorme udbud af sociale medier:
"Regeringen vil regulere tech-giganterne, så vores børn ikke eksponeres for ulovligt indhold. Men vi skal også som samfund gøre det muligt for børn og deres forældre at skelne mellem det, der er egnet for børn og unge, og det der ikke er. Her foreslår regeringen både et kodeks med etiske retningslinjer for digitalt indhold, som i særlig grad anvendes af børn og unge, og at der laves en ordning, der skal tilbyde en frivillig mærkning af digitalt indhold på sociale medier, videodelingstjenester og blogs målrettet børn og unge,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.
FAKTA:
- Flere idrætsfaciliteter
- Statens Museum for Kunst i Thy
Fra 2024 vil museet kunne vise udstillinger med unikke værker fra egen samling i om-byggede lokaler i Doverode Købmandsgaard.
- Udspil om regulering af tech-giganter og sociale medier
Sidst opdateret: 01/09/2021 - 10:31
Emner: Finanslov, Fritidsfaciliteter










































