Foreningen Haver til Maver vil udbrede skolehaverne til alle landet kommuner. Og visionen er, at det nye skolehavecenter også vil fungere som et nationalt eksempel for, hvordan fremtidens bæredygtige fællesskaber kan se ud i byerne.

Foreningen Haver til Maver vil udbrede skolehaverne til alle landet kommuner. Og visionen er, at det nye skolehavecenter også vil fungere som et nationalt eksempel for, hvordan fremtidens bæredygtige fællesskaber kan se ud i byerne. - Foto: Haver til Maver

Skolehaver til alle kommuner

Foreningen Haver til Maver får gode anbefalinger fra flere kommuner og ambitionen er nu, at alle landets kommuner skal have skolehaver.

Udgivet: 09/08/2021

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Den landsdækkende skolehaveforening Haver til Maver arbejder med at styrke børns viden om madens vej fra jord til bord. Og i forbindelse med at foreningen får et nyt hovedsæde på Frederiksberg i det tidligere Økologiske Inspirationshus, er ambitionen at alle landets kommuner inden 2030 har skolehaver.

”Det nationale skolehavecenter bliver en hjørnesten i at nå den målsætning. Det bliver der, vi klæder haveformidlere, lærere og pædagoger på til at arbejde med skolehaver som en del

af undervisningen i den danske folkeskole,” siger Daniel Hervik, direktør for Haver til Maver.

En række kommuner har allerede samarbejde med Haver til Maver og erfaringerne med skolehaverne er positive.

Haver til Maver på budgettet

”Vi har haft vores Børne- og Ungeudvalg på besøg hos Haver til Maver, fordi det er vigtigt at kommunalpolitikerne ved, hvad vores skolebørn er en del af og hvordan det hele foregår – og de var meget begejstrede”, siger Nanna Lohman, skole- og uddannelseschef i Svendborg Kommune.

Nanna Lohman har tidligere arbejdet i Odense Kommune og været med til at udbrede Haver til Maver, og her var det en politisk beslutning og der var tildelt midler til driften.

Da hun kom til Svendborg Kommune, mødte hun tre ildsjæle, som havde en drøm om, at få Haver til Maver til Svendborg, og det fik de op at stå på fornem vis. Skole og Uddannelse har prioriteret at købe et antal forløb til skolerne, så 4. klasserne har mulighed for at komme afsted uden økonomiske ekstra omkostninger til skolerne.

”Jeg vidste, at det var nødvendigt at give tilbuddet et boost, så lærerne kunne opleve, hvad Haver til Maver kan ind i fagene, og få lyst til at bruge det. Nu drømmer vi om, at der bliver økonomi til, at alle vores 4. klasser kan komme afsted, hvilket kræver en særlig politisk prioritering i budgetfasen, siger Nanna Lohman.

Trivsel til børnene

Efter Nanna Lohmans mening er en af de ekstra gode ting ved Haver til Maver, at de tilbyder den variation, som tilstræbes i folkeskolerne. Her bliver det faglige koblet med muligheden for at komme ud i naturen, eleverne oplever andre fagligheder og de samarbejder på en anden måde end på skolen.

”Og så trives alle børn i Haver til Maver”, tilføjer Nanna Lohman.

I Svendborg har 16 klasser adgang til projektet og ved de kommende budgetforhandlinger er det et tema, at få flere forløb, så alle 4./5. klasser får muligheden for at komme i haverne.

”Jeg håber, at det er noget, som vi fortsat kan bakke op om kommunalt og tilføre den økonomi, der skal til, så skolerne faktisk ser det, som et meget attraktivt åbent skoletilbud”, siger Nanna Lohman.

Gode anbefalinger fra kommunerne

Mange kommuner har i dag strategier for, hvordan verdensmålenes kan implementeres i de kommunale aktiviteter. Et af de mere aktuelle temaer er genanvendelse, som i høj grad involverer familierne og selvfølgelig også børnene. I den sammenhæng bidrager Haver til Maver også med viden om bæredygtighed.

”Eleverne kan ikke undgå at møde disse samfundsmæssige begreber både hjemme og i medierne. Haver til Maver har derfor også en rolle at spille i forhold til kommende generationers kendskab til og håndtering omkring økologi, genanvendelse og lokalt producerede madvarer”, siger Jens Bak Rasmussen, leder af Skoletjenesten i Aalborg Kommune.

I Aalborg Kommune var Haver til Maver med til at sætte gang i arbejdet med skolehaverne og der var en opstartsøkonomi. I dag er det dog skolerne selv, som vælger om de vil lave deres egne haver.

Jens Bak Rasmussen synes, at konceptet med haverne er så godt, fordi det kan kobles til specifikke fag, som f.eks. natur og teknologi, matematik og madkundskab, og så kan læringen også udbredes til at omhandle samfundsmæssige vinkler omkring bæredygtighed og verdensmål.

Viden til hele familien

I Gentofte Kommune er 11 ud af 12 skoler med i Haver til Maver med deres 4. og 5. klasser; og den sidste skole er ikke med, fordi skolen har egen have.

Kommunen ligger tæt på skov og strand og har derfor også en interesse i at de lokale børn og unge får kendskab til naturen, ressourcerne og hvordan der passes bedst på dem.

”De lærer om ”haveutrolighed” i en alder, hvor de er meget nysgerrige på læring. De arbejder med rigtige værktøj og deltager i et arbejdende fællesskab, hvor de oplever meningsfuldhed og føler ejerskab til ”vores have”, siger Michael Andersen, pædagogisk leder i Gentofte Kommune.

Den læring og viden, som eleverne får fra haverne, bygger de videre på i skolen, og den breder sig også til familierne. Michael Andersen fortæller, at elevernes familier på skift har passet haverne i sommerferien, så både forældre og bedsteforældre er blevet involveret i havearbejdet.

”Det skaber en viden i familierne og når sæsonen er ovre, får børnene de resterende grøntsager med hjem sammen med opskrifter og så kan familierne lave mad af grøntsagerne”, siger Michael Andersen.

I Gentofte Kommune deltager årligt ca. 1.100 børnehave- og skolebørn i Haver til Maver, og et nyt initiativ ”Minihaver til Minimaver” betyder, at også vuggestuebørn kan være med – her er haven en sanse-haven i form af plantekasser.

Økonomi til fremtidens arbejde

Frederiksbergfonden, den filantropiske forening Realdania og Haver til Maver investerer i og bidrager til det nye skolehavecenter med i godt 10 mio. kr.

Om foreningen Haver til Maver for alle kommuner med i projektet, får tiden vise. Der er mere om foreningen og det nationale hus på www.havertilmaver.dk.

Sidst opdateret: 09/08/2021 - 09:33

Temaer: Klima

Emner: Aalborg Kommune, Gentofte Kommune, Svendborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]