
Sundhedschef i Viborg Kommune Peter Borup Sørensen vil nu som 60-årig gerne "tættere på borgerne" og bliver sosu-elev. - Foto: Viborg Kommune (arkiv)
Overraskende: Sundhedschef bliver sosu-elev
Til overraskelse for mange vælger sundhedschefen i Viborg Peter Borup Sørensen at sige sit job op for at blive sosu-elev. Det afføder et væld af positive kommentarer på sociale medier.
Udgivet: 14/06/2021
Hvad gør man, når man bliver 60 år, og som chef har fået nok af lange arbejdsdage på kontoret?
Man blive elev på uddannelsen til at blive social- og sundhedsassistent. Den konklusion er sundhedschefen i Viborg Kommune Peter Borup Sørensen nået frem til. Til manges overraskelse forlader han chefstolen for 5. august at begynde som sosu-elev i Lemvig Kommune.
Hovedpersonen selv bekræfter det specielle karriereskift på LinkedIn:
Beslutningen om at træde ned ad karrierestigen har fået mange til at sende positive tanker i Peter Borup Sørensens retning. Blandt de i skrivende stund 245 kommentarer på LinkedIn skriver eksempelvis Vibeke Drevsen Bach:
"At træde 'ned' ad rangstigen, fordi man føler sig kaldet til at være - i det andre kalder - 'på gulvet', er større end stort. Jeg bøjer mig i støvet Peter."
Peter Borup Sørensen forklarer over for Viborg Stifts Folkeblad, at han i forbindelse med sin 60 års fødselsdag har reflekteret over sit liv og sit job som sundhedschef i kommunen. Og det er ikke noget tilfælde, at han bliver sosu-elev:
"Selvfølgelig er der en signalværdi i, at jeg som sundhedschef vælger lige netop det fag, men det er nu ikke det, der har været min bevæggrund. Men jeg er glad for den positive opmærksomhed til Sosu-faget, som det kan give.""Jeg mener også, at der er en signaværdi over for mange andre chefer, som slider med lange arbejdsuger bag skrivebordene om at mærke efter i maven, om man ønsker at blive ved med det, eller om man kunne finde på noget andet," siger Peter Borup Sørensen til Viborg Stifts Folkeblad.
Han glæder sig til karriereskiftet fra rådhuset i Viborg og at komme ud til borgerne og deres hverdag.
"Kontrasten er blandt andet, at jeg kommer til at stå ude i virkeligheden. Når jeg sidder på rådhuset, sidder jeg og taler og skriver om virkeligheden. Det bliver en hel anden fornemmelse, når jeg står ude i den," siger Peter Borup Sørensen til TV Midtvest.
En stor gevinst for ham bliver også, at han får mere fritid. Ifølge Viborg Stifts Folkeblad glæder han sig til at kunne aflægge flere besøg hos sine tre børn og sin gamle far.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Temaer: Navnenyt
Emner: Viborg Kommune













































