Det har været forholdsvis "fredsommelige forhandlinger" om nye overenskomster for de ansatte i kommunerne, fortæller KL's topforhandler og borgmester Michael Ziegler.

Det har været forholdsvis "fredsommelige forhandlinger" om nye overenskomster for de ansatte i kommunerne, fortæller KL's topforhandler og borgmester Michael Ziegler. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Moderate lønstigninger til kommunalt ansatte

Kommunernes ansatte får de næste tre år moderate lønstigninger. Sosu'erne får lidt ekstra i lønposen, og seniorerne får bedre vilkår. Det er hovedindholdet i ny aftale.

Udgivet: 15/02/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

"Det har været mere fredsommelig end forrige gang."

Det sagde KL's topforhandler og borgmester Michael Ziegler, da han mandag morgen klokken 8 præsenterede et forlig om nye overenskomster for 565.000 ansatte i kommunerne. Med sin udtalelse henviser Michael Ziegler til, at forhandlingerne i 2017 om nye overenskomster var et mulehår fra at ende i strejker.

Resultatet denne gang er nye overenskomster, som er økonomisk moderate:

  • Med forliget er der aftalt generelle lønstigninger på i alt 5,02 procent for de kommunale medarbejdere over de næste tre år.
  • Derudover videreføres reguleringsordningen, så lønudviklingen følger med den private lønudvikling.

I forliget for de kommunalt ansatte har sosu'erne fået en særlig pakke: En pulje specielt til dem på 140 mio. kr..

Derudover er der blandt andet aftalt bedre vilkår for seniorerne i kommunerne, og ledelserne skal have mere hjælp til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.

"I en tid, hvor coronakrisen raser, og vi hverken kender sluttidspunktet for krisen eller skaderne, den kommer til at forårsage, er jeg rigtig glad for, at vi har landet et godt overenskomstforlig," siger Michael Ziegler i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Vi har hele tiden vidst, at vi ikke kunne honorere alle de ønsker, som medarbejderne kom med blandt andet i forhold til økonomien, men jeg synes, at vi sammen har udvist ansvarlighed og nået et resultat, der sikrer, at det fortsat er attraktivt at være på en af de kommunale arbejdspladser og hver dag yde en uundværlig velfærd til borgerne."

Formand for Forhandlingsfællesskabet i fagbevægelsen og FOA, Mona Striib, mener også, at hun kan stå inde for forliget.

”Vi har kæmpet en lang og sej kamp i forhandlingslokalet. Vi gik ikke bare ind for at sikre reallønnen. Vi gik ind for at forbedre den for FOA's medlemmer. Jeg er tilfreds med, at det er lykkedes for os at sikre lønstigninger trods et ekstremt svært udgangspunkt med corona og økonomisk usikkerhed,” siger Mona Striib i en pressemeddelelse.

Ekstra i lønposen til sosu'erne

Et af hovedtemaerne for KL i forhandlingerne har været en rekrutteringspulje, som skal være med til at sikre tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i årene, der kommer. Parterne er som nævnt blevet enige om en rekrutteringspulje på 140 mio. kr. målrettet social- og sundhedsmedarbejderne samt en lige- og lavtlønspulje på 140 mio. kr..

"Vi er rigtig glade for, at Forhandlingsfællesskabet har sagt ja til at støtte os i bestræbelserne på at tiltrække arbejdskraft til den store opgave med at sikre den nødvendige pleje og omsorg for det hastigt stigende antal ældre. Puljen er mindre, end vi havde ønsket, men det er vigtigt, at vi trods en stram økonomi har fundet en vej til at gøre noget ved en af de største udfordringer, vi står med i kommunerne," siger borgmester Steen Christiansen, der er anden del af KL's forhandlerduo og næstformand i KL's Løn- og Personaleudvalg i en pressemeddelelse.

Fokus på seniorer og arbejdsmiljø

Et andet centralt punkt i forhandlingerne har været fastholdelse af de erfarne kommunale medarbejdere. Her er parterne blevet enige om at søsætte et partnerskab på seniorområdet, som skal skabe en ny praksis for, at flere skal have et godt - og længere - seniorarbejdsliv.

KL-forhandlerne fremhæver også, at parterne er blevet enige om to initiativer for at styrke indsatsen i forhold til det psykiske arbejdsmiljø på de kommunale arbejdspladser.

Den fælles partsindsats SPARK (Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne - parternes støtte til lokal dialog og handling) videreføres, videreudvikles og fokuseres i perioden 2021 - 2024. Derudover er parterne enige om at udvikle og tilbyde en frivillig uddannelse i ledelse af psykiske arbejdsmiljø for ledere med personaleansvar i kommunerne.

"Det er vigtigt for os med medarbejdere, som trives i deres dagligdag. Det er afgørende for at kunne levere en velfærd af høj kvalitet til borgerne. Trivsel hænger tæt sammen med et godt psykisk arbejdsmiljø. Det kræver god ledelse og et tæt samarbejde mellem medarbejdere og ledere. Begge dele skruer vi nu op for med de initiativer, vi har aftalt i dette forlig," siger Steen Christiansen.

Her er hovedtal i ny overenskomst

De generelle lønstigninger ligger på 5,02 procent, hvilket er et stykke over de forventede prisstigninger og dermed sikres reallønsfremgangen. Oveni følger forventet, positiv udmøntning af reguleringsordningen.

Med forliget er aftalt en lavtløns- og ligelønspuljen på 0,075 procent, en rekrutteringspulje på 0,075 procent. Samtidig afsættes 0,5 procent til organisationspuljer, som udmøntes ved de kommende organisationsforhandlinger.

Den samlede økonomiske ramme for den nye aftale er på 6,75 procent over tre år - svarende til rammen for ansatte i staten.

Svære forhandlinger forude

Med overenskomstforligene for de kommunalt og statsligt ansatte udestår nu forhandlinger om nye overenskomster for de regionalt ansatte. De forhandlinger bliver svære, for sygeplejerskerne med formand Grete Christensen i spidsen har sat næsen op efter en større fremgang på løn og vilkår.

Dansk Sygeplejeråd har længe argumenteret med, at sygeplejerskerne i fagforeningens optik halter bagud på løn i forhold til andre. Derudover mener fagforeningen, at der skal gives en eller anden for ekstra bonus til de hvidkitlede som følge af den ekstraordinære indsats her under coronapandemien.

Se hele forliget her

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36

Temaer: Overenskomstforhandlinger

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Overenskomster, Overenskomstforhandling, FOA, BUPL, Danmarks Lærerforening

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]