
Økologirådgiver Lars Lambertsen (t.v.) gennemfører sammen med flere andre økologirådgivere fra Økologisk Landsforening omlægningstjek hos landmænd i samarbejde med kommuner i hele landet. - Foto: Økologisk Landsforening/Peter Nordholm Andersen
Kommune oplever stor interesse for økologisk omlægning
Holbæk Kommune har sammen med forening spurgt landmænd om deres interesse for at lægge om til økologisk drift. Det viser sig, at interessen er overvældende stor.
Udgivet: 11/02/2021
Når man går ud og taler med landmænd og giver dem faglig rådgivning, så er mange af dem interesseret i at lægge om til at drive deres jorde og husdyrhold økologisk.
Det er erfaringen i Holbæk Kommune.
88 landmænd i Holbæk Kommune fik i sommeren og efteråret i 2020 et gratis omlægningstjek til økologisk produktion. Omlægningstjekkene blev gennemført af Økologisk Landsforening.
En efterfølgende undersøgelse, hvor 51 ud af de 88 landmænd deltog, viste, at 60 procent af dem nu overvejer et skifte til økologi inden for de næste to år. Det er en usædvanlig høj andel i forhold til de tjek, Økologisk Landsforening ellers har foretaget, står der i en pressemeddelelse fra Holbæk Kommune.
”Jeg er rigtig glad for, at omlægningstjekket har sat tankerne i gang hos mange landmænd. Vi har store grønne ambitioner for Holbæk Kommune, men det er jo ikke noget, vi kan løse alene som kommune," siger viceborgmester John Harpøth (DF), der er formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune, og uddyber:
"Der er jo meget fokus på nedbringelse af CO2 på nationalt plan, og her er det jo rigtigt godt, at landbruget går forrest og ikke lader andre sætte dagsordenen. Derfor hilser jeg også signalerne fra landmændene meget velkommen."
Udover at sætte overvejelserne i gang hos mange landmænd, viser undersøgelsen også, at 92 procent af landmændene mente, at tjekket havde givet dem væsentlig og brugbar ny viden.
”Vi vil selvfølgelig gerne se nogle omlægninger til økologi, men det er også rigtig positivt, at landmændene generelt har kunnet bruge tjekket til noget. Jeg har en forhåbning om, at vi med den her indsats har sået et frø, der kan spire senere hen," siger John Harpøth.
Det er ikke et ubetydeligt areal, der kan blive økologisk, hvis landmændene gør alvor af tankerne. Administrationen i Holbæk har anslået, at hvis 60 procent af de deltagende landmænd omlagde vil det svare at 1.697 hektar omlægges til økologisk drift. Det samlede landbrugsareal i Holbæk Kommune i 2019 var på 37.201 hektar.
Omlægningstjekkene er som nævnt udført af Økologisk Landsforening. Tjekkene er gennemført med penge fra Fonden for Økologisk Jordbrug, og Holbæk Kommune har betalt for den efterfølgende analyse af resultaterne.
Jens Peter Hermansen fra landbrugsafdelingen i Økologisk Landsforening forklarer til branchemediet Teknik & Miljø, at foreningens økologikonsulenter hvert år besøger 150-200 landmænd for at lave et omlægningstjek, og at foreningen har arbejdet sammen med mere end 30 kommuner.
"Vi kigger på den enkelte bedrift gennem landmandens øjne. Hvad vil det betyde for lige præcis denne ejendom, denne landmand at lægge om til økologi?" forklarer Jens Peter Hermansen til Teknik & Miljø. Han understreger, at besøget og dialogen altid er frivillig og uforpligtende.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Temaer: Klima
Emner: Klima, Miljø, Holbæk Kommune, Landdistrikter













































