
Kommuner som Odense, Esbjerg, Aalborg og Ishøj har ikke mange offentligt tilgængelige ladestandere til dem, der bor i lejlighed og gerne vil have en elbil. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)
Kortlægning: Byer er dårligt forberedt til elbiler
Flere byer har forsvindende få ladepladser til de tusindvis af beboere i etage-ejendomme, der er afhængige af offentlige ladestandere, hvis de køber en elbil. Det halter i blandt andre Odense og Aalborg.
Udgivet: 29/01/2021
Sponseret af
Der er stor forskel på, hvor gode danske kommuner er til at sikre adgang til offentlig opladning for elbilister, der ikke kan få egen ladestander, fordi de bor i lejlighed.
Det viser en kortlægning af den offentlige ladeinfrastruktur, som mediet Ingeniøren har foretaget.
I Ishøj Kommune, hvor flertallet af indbyggerne bor i lejlighed, er der kun tre offentlige ladestandere. Det svarer til, at der er hele 3.969 beboere i etageejendomme om at dele ét offentligt ladepunkt.
Til sammenligning har borgerne i Rebild Kommune adgang til 35 offentlige ladepunkter, og det er mere end rigeligt, da kun 6 procent af borgerne ikke har mulighed for at få egen ladestander. Det svarer til, at der er 57 beboere i etageejendomme om at dele ét offentligt ladepunkt i kommunen.
Tallene viser også, at elbilister uden mulighed for at få opsat egen ladestander generelt er ringe stillet i store danske kommuner som Aalborg, Odense og Esbjerg, hvor en relativt stor del af borgerne bor i etagebyggeri.
Og det er et kæmpe problem, at muligheden for at lade sin elbil i det offentlige rum er så begrænset i et land, hvor en tredjedel af indbyggerne bor i etagebyggeri, lyder det fra chefkonsulent i bilejernes forening FDM Ilyas Dogru.
»Hvis du bor i hus og har mulighed for at få din egen ladestander, bør det ikke være et problem at skifte til elbil. Men bor du i byen, kan det være en kæmpe udfordring,« siger Ilyas Dogru til Ingeniøren.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) afventer lige nu at høre fra den såkaldte Eldrup-kommission, der kommer med anbefalinger til ladeinfrastruktur inden længe, men kalder Ingeniørens opgørelse "interessant".
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Klima
Emner: Infrastruktur













































