Som det ses i grafikken, er der blevet færre titler til at tilbyde den lokale journalistiske dækning, men der er geografiske variationer. Samlet set er faldet i antallet af ugeaviser dog markant. De mange lukninger skyldes en blanding af økonomiske vanskeligheder på grund af et vigende annoncemarked, aviskrig og konsolideringer.

Som det ses i grafikken, er der blevet færre titler til at tilbyde den lokale journalistiske dækning, men der er geografiske variationer. Samlet set er faldet i antallet af ugeaviser dog markant. De mange lukninger skyldes en blanding af økonomiske vanskeligheder på grund af et vigende annoncemarked, aviskrig og konsolideringer. - Foto: SDU/Sådan undgår vi nyhedsørkener i Danmark

Sådan overlever lokal journalistik

Ny rapport fra Syddansk Universitet går tæt på en markant nedgang i antallet af dagblade og lokale ugeaviser i Danmark de seneste ti år. Rapporten ser på konsekvenserne af mediernes manglende fysiske tilstedeværelse og fremtidige løsninger herunder mediestøtten.

Udgivet: 28/01/2021

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

En række kritiske artikler om Marstal Søfartsmuseum udløste en veritabel shit-storm og i kølvandet på episoden, overvejede lokaljournalisten Anders C. Østerby, hvor godt Danmark egentlig er dækket rent journalistisk.

"Jeg tænkte, at det afgjort må være en fordel for et lokalsamfund, at der er en vågen og kritisk presse til stede, der kan sætte spot på problemer i lokalsamfundet, så man har mulighed for at tale åbent om dem og løse dem. For hvad er alternativet?", skriver Anders C. Østerby i den rapport, som han netop har færdiggjort ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet (SDU), og som tager sit udgangspunktet i hans egen oplevelse som lokaljournalist.

Tesen for rapporten er, at flere og flere lokale medier forsvinder eller bliver mindre nærværende, og at der opstår områder i Danmark, hvor der ikke er fast journalistisk dækning. Et begreb, som også kaldes "nyhedsørkener", og som diskuteres i rapporten.

Færre til at holde øje med de ansvarlige

Rapporten konstaterer, at der tilbage i 2010 var 24 dagblade i Danmark med i alt 111 redaktioner fordelt rundt i hele landet. I 2020 var tallet reduceret til 84 redaktioner fordelt på 22 dagblade. Det er et fald på 24 procent..

Det største fald findes i Region Midtjylland. Den midtjyske region er gået fra 35 redaktioner i 2010 til 23 i 2020. 12 redaktioner er forsvundet, hvilket svarer til 34 procent af regionens dagbladsredaktioner.

Kortlægningen viser i følge forfatteren tydeligt, at de lokale dagblades fysiske tilstedeværelse er blevet mindre lokal, og at afstanden mellem medierne og borgerne er vokset.

"Og det medfører alt andet lige en risiko for, at man får en dårligere føling med, hvad der rører sig lokalt i en kommune, hvis man primært dækker den på afstand. Man får færre tip gennem snak over hækken, i børnehaven eller i fodboldklubben, og det risikerer at gøre journalistikken mindre nærværende," lyder konklusionen.

Kommende ugeaviser med mediestøtte!

Der var 248 ugeaviser i Danmark i 2010, mens der i 2020 var 184. Det er et fald på 64 ugeaviser eller 25 procent.

Forfatteren stiller spørgsmålene, om det i sig selv skidt, at der er forsvundet ugeaviser, og om der simpelthen har været for mange titler tidligere?

Svarer lyder, at konsekvensen er, at mediepluralismen har lidt et knæk, i og med at langt de fleste ugeaviser nu ejes af meget få store mediehuse. Det giver mindre konkurrence om de gode historier og færre til at bidrage til det fælles nyhedsøkosystem. Og det er nemmere at indregne tab i en større forretning end i en mindre.

Anders C. Østerby ser det som overvejende sandsynligt, at flere ugeaviser vil forsvinde i løbet af de kommende fem-ti år, hvis udviklingen fortsætter med de samme vilkår. Ændrer de sig derimod væsentligt, kan hånden holdes under flere ugeaviser.

"Det kan blandt andet ske, hvis ugeaviserne for eksempel bliver berettiget til at modtage mediestøtte," hedder det i rapporten.

Avisen Danmark har talt med kulturminister Joy Mogensen (S) om de kommende medieforhandlinger og hun slår fast, at regeringens udgangspunkt er, at det netop er de lokale og regionale medier, der skal begunstiges med flere støttekroner.

"Det at have medier, der dækker både lokalt, regionalt og nationalt er afgørende for, at den demokratiske samtale fungerer. For mig er kampen for at lokale og regionale medier ikke uddør i det nye medielandskab en kamp for at sikre den demokratiske samtale," siger Joy Mogensen til Avisen Danmark.

Grobund for optimisme

Rapporten fra SDU inddrager en række eksempler fra lokalområder, hvor problematikken med manglende journalister har haft forskellige konsekvenser. I Skanderborg Kommune har det f.eks. betydet, at lokalpolitikken kun er blevet dækket 50 procent.

Udfordringerne med de manglende lokale medier, inddeler rapporten i fire hovedkategorier. Og som det ses i nedenstående figur, bliver problemerne også koblet med forskellige fremadrettede tiltag, som stammer fra eksempler fra medier i både Danmark, Norge og Frankrig.

Udfordringer i fire hovedkategorier: Finansiering/forretningsmodel, medietype/distribution, journalistisk fokus og graden af lokal tilstedeværelse. De er her kombineret med indsigterne fra nogle cases og så får man et redskab til at tænke nye løsninger igennem.
Udfordringer i fire hovedkategorier: Finansiering/forretningsmodel, medietype/distribution, journalistisk fokus og graden af lokal tilstedeværelse. De er her kombineret med indsigterne fra nogle cases og så får man et redskab til at tænke nye løsninger igennem.

Anders C. Østerby konkluderer, at hvis man finder den rette kombination, er der gode muligheder for at få en leve- og bæredygtig forretning til gavn for lokaljournalistikken og dermed demokratiet og sammenhængskraften lokalt.

"Det kan sagtens være, at en del af mediestøtten bør omfordeles, så den tilfalder de lokale medier i højere grad og de landsdækkende i mindre. Det er de fleste faktisk enige om," skriver forfatteren.

Han konkluderer dog, at det er langt mere interessant, hvis medierne kan selv, og hvis deres forretning kan bære sig selv uden mere mediestøtte. Og de kan meget selv. Pointen er nemlig, at der er løsninger og svar derude.

"Det kan fortsat lade sig gøre at have en stærk og lokalt forankret presse i Danmark langt ud i fremtiden. Det er ikke simpelt, men det kan lade sig gøre," slutter forfatteren.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35

Emner: Medier

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]