
Plast er et værdifuldt materiale, der kan genanvendes. Derfor har Aarhus Kommune omdannet kommunens bæredygtige plaststrategi til en vejledning, der gerne skulle inspirere andre. - Foto: Plaststrategi/Aarhus Kommune
Spørg Aarhus: Kommuner kan lære af plasterfaring
Ny vejledning fra Aarhus Kommune og Plastindustrien skal hjælpe andre offentlige – og private – indkøbere med at træffe rigtige og bæredygtige valg på plastområdet.
Udgivet: 14/01/2021
Hvordan sikrer vi en bedre og mere miljømæssig korrekt efterspørgsel på plast – både i egne rækker og eksternt?
Det var det centrale spørgsmål, som nu har fået Aarhus Kommune til at 'oversætte' kommunens bæredygtige plaststrategi til en vejledning, som gerne skulle inspirere til, hvordan man kan foretage grønne og bæredygtige plastvalg i forbindelse med indkøb eller udbud.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelse.
Indkøbs- og Udbudschef Anette Juhl Winther fastslår, at det har været vigtigt med et fagligt stærkt netværk i arbejdet med den bæredygtige plaststrategi.
"Krav til plast er et kompliceret område og som indkøber er det afgørende vigtigt med faglig bistand, så vi ikke alene får stillet bæredygtige krav til plast, men også sikrer, at den indkøbte plast i videst muligt omfang kan indgå i en cirkulær cyklus. Derfor vil vi gerne dele vores arbejde med andre offentlige – og private – indkøbere, så Aarhus Kommune også på den front kan bidrage til at accelerere den grønne omstilling", siger hun.
Anette Juhl Winther håber og tror, at grundigheden bag vejledningens tilblivelse kan komme andre til gode.
"Og her tale om en gennemarbejdet vejledning, hvor repræsentanter fra relevante faggrupper har deltaget i arbejdet, så vi er overbevist om, at andre også kan få glæde af vores arbejde”, siger hun.
Vejledningen er blevet til i et samarbejde under Plaststrategien imellem Aarhus Kommunes Indkøbsafdeling, AffaldVarme Aarhus og Plastindustrien. Internt i Aarhus Kommune har den nye vejledning allerede skabt konkrete resultater. En ny aftale mellem Aarhus Kommune og virksomheden PWS om produkter til indendørs affaldssortering er baseret på et sortiment i næsten 100 procent genanvendt plast.
Christina Busk, miljøpolitisk chef fra Plastindustrien glæder sig over samarbejdet og den nye vejledning.
”Vejledningen er et konkret og brugbart værktøj, som skal sikre mere bæredygtige indkøb. Der er f.eks. store CO2-besparelser at hente, hvis flere vælger produkter, der indeholder genanvendt plast, og som kan indgå i en cirkulær økonomi. Jeg håber, at mange finder vejledningen nyttig, så det bliver nemmere at træffe grønne faglige valg i praksis," siger hun.
Vejledningen vil blive stillet til rådighed for andre indkøbere på Plaststrategiens hjemmeside.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Klima
Emner: Aarhus Kommune













































