
Ifølge KL blev der i hele 2019 ikke etableret et eneste solcelleanlæg i kommunerne. Ny delaftale betyder, at det fremover bliver nemmere og billigere for kommunerne at etablere anlæggene. (Arkiv) - Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Kommune slukkede grøn strøm: Nu ændres reglerne
Flere kommuner har sukket efter at gøre det nemt at opsætte solcelleanlæg på kommunale bygninger. Deres grønne bønner er blevet hørt i Folketinget, så til foråret ændres bøvlede bureaukratiske regler.
Udgivet: 04/01/2021
I mange kommuner med planer om at etablere solcelleanlæg på kommunale bygninger har frustrationerne over bøvlet lovgivning været stor i flere år.
Ifølge lovgivningen skal kommunerne nemlig etablere et driftsselskab for hvert anlæg, der sættes op. Det har blandt andet i Fanø Kommune betydet, at kommunen for et år siden måtte lukke et solcelleanlæg på Fanø Skole: Omkostningerne blev simpelthen for store.
Men de regler bliver nu lempet, skriver JydskeVestkysten.
Fra foråret skal der kun oprettes ét selskab pr. kommune - og ikke et selskab pr. anlæg, oplyser Ulla Tørnæs, folketingsmedlem for Venstre, til avisen:
"Det var bureaukratisk og betød, at mange kommuner valgte at frakoble solcelleanlæg og ophørte med at producere grøn strøm. Med den nye aftale har vi lyttet til de kommuner, der måtte slukke for deres solpaneler, der så ikke længere producerede strøm,” siger Ulla Tørnæs.
Aftalen er en tilføjelse til sidste års store energiaftale. Ifølge JydskeVestkysten skyldes regelændringen, at Energistyrelsen har fundet 267 ulovlige solcelleanlæg i kommunerne, hvor der ikke var oprettet drifts- og produktionsselskaber.
“Det glæder mig rigtig meget, at vi har fået mere fornuftige regler. Det skøre eksempel med solcellerne på Fanø Skole vidnede om et bureaukrati, der spænder ben for fornuftig brug af ressourcer,” siger Ulla Tørnæs til JydskeVestkysten.
I Aarhus Kommune har frustrationen over skrinlagte solcelleanlæg længe været stor.
Henrik Müller, klimachef i Aarhus Kommune, siger til Århus Stiftstidende, at kommunen ikke længere sætter solceller på de offentlige bygninger. I Rødovre Kommune har man længe ønsket at få sat solceller på kommunale bygninger, men også her har bureaukratiet spændt ben.
KL oplyser til avisen, at der ifølge tal fra Energistyrelsen i hele 2019 ikke blev opsat et eneste nyt kommunalt ejet solcelleanlæg.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Klima
Emner: Energi, Klima, Administration, Aarhus Kommune, Fanø Kommune, Rødovre Kommune













































