
Alle faggrupper i kommuner bidrager ekstra her under coronakrisen, og "det håber jeg også, at man som arbejdsgiver anerkender," siger HK Kommunals formand Lene Roed henvendt til KL. - Foto: Tom Ingvardsen/HK Kommunal
HK Kommunal: Seniorer og børnefamilier skal hjælpes i ny overenskomst
Bedre vilkår for seniorerne og børnefamilier samt en sikring af reallønnen. Det står øverst på ønskesedlen for HK Kommunals formand under forhandlingerne om nye overenskomster - OK21. Coronakrisen gør forventningerne til OK21 afdæmpede.
Udgivet: 16/12/2020
Da Lene Roed i begyndelsen af året blev valgt til ny formand for 48.000 HK’ere i kommuner og regioner, kiggede hun allerede frem mod overenskomstfornyelsen i 2021 på det offentlige område.
På det tidspunkt kunne hun umuligt vide, at forberedelserne til OK21 ville blive meget anderledes end det, hun på forhånd havde forestillet sig. Det skyldes selvfølgelig coronakrisen, som kort efter brød ud.
"Denne gang har vi af gode grunde ikke kunne besøge alle arbejdspladserne, som vi ellers plejer at gøre i september, hvor vi holder vores landsdækkende OK-kampagne. I år har vi været nødt til at gøre det digitalt. Alligevel har vi aldrig fået så mange forslag eller ønsker direkte fra medlemmerne, som vi har fået digitalt denne gang," fortæller Lene Roed i et interview med det nye medie A4 Overenskomst.
Realløn skal sikres
Størstedelen af ønskerne går på løn. Men mange efterspørger også bedre vilkår for seniorer. Og trods coronakrisen går Lene Roed til forhandlingerne med et krav om, at reallønnen skal sikres for hendes medlemmer.
"Vi skal have en aftale på plads med vores arbejdsgivere, der rummer gode og holdbare resultater for os. Vi ved, at regionerne og kommunerne kigger mod en treårig aftale, og så bliver vi nødt til at have en ramme, der retfærdiggør, at vi taler om en treårig aftale. Derfor skal vi have fornuftig lønudvikling på plads," fortæller Lene Roed til A4 Overenskomst.
Kigger mod lysere tider
Som minimum ønsker Lene Roed, at reallønnen skal sikres. Hun er udmærket klar over, at det private arbejdsmarked har været hårdt ramt af coronakrisen. Alligevel ser hun optimistisk frem mod forhandlingerne, som bliver hendes første i spidsen for HK Kommunal.
"Der er ingen tvivl om, at dansk økonomi har været og stadig er presset. Men det har heldigvis vist sig, at vi kigger ind i lidt lysere tider, og at økonomien på nogle områder er ved at komme i omdrejninger igen. Jeg håber og tror, at de positive tendenser fortsætter næste år," siger Lene Roed.
Bedre vilkår for seniorer
Ud over løn går mange af de knap tusinde forslag og ønsker, som HK’erne har indsendt, på bedre vilkår for seniorer, fortæller Lene Roed
– HK’erne i kommunerne har den højeste gennemsnitsalder, og derfor har vi en del seniorer blandt vores medlemmer. De er optaget af, at de kan få et spændende og godt seniorliv på arbejdsmarkedet, hvor de skal blive længere og længere tid. Det er bestemt et område, vi får mange ønsker til, siger Lene Roed til A4 Overenskomst.
Især omsorgsdage og generelt mere frihed på arbejdsmarkedet er efterspurgt. Ikke kun blandt seniorer.
"Mange forældre ønsker mere tid med deres børn, og mange er andre er optaget af i højere grad at få mere tid til at hjælpe deres forældre. De vil gerne have mulighed for at tage med til sundhedstjek og i det hele taget have nogle omsorgsdage til at støtte deres forældre," fortæller Lene Roed om tilbagemeldingerne.
Tvunget til at arbejde hjemmefra
For mange HK’ere har arbejdslivet under coronakrisen betydet, at man åbnede den bærbare computer på spisebordet og holdt personalemøde over telefonen. Arbejdet har foregået hjemmefra for dem, der har mulighed for det.
Når Lene Roed hører om faggrupper, der har været dybt berørt af krisen, påpeger hun derfor, at det også gælder HK’erne.
"Alle faggrupper på det offentlige og private område har båret Danmark gennem krisen. På sundhedsområdet er det selvfølgelig tydeligt, at personalet har ydet en ekstraordinær indsats. Det gælder blandt andet lægesekretærerne, som er HK Kommunals medlemmer. Men også på borgerservice, jobcentre og fra spisebordet er borgerne blevet hjulpet under krisen. Og da der i foråret var behov for ekstra hjælp på plejehjem og i børneinstitutioner, var HK’erne nogle af dem, der bidrog mest. Så alle faggrupper har løftet," siger Lene Roed og fortsætter:
"Så på den måde har det været en stor omstilling for vores medlemmer. Derfor har vores tilgang hele tiden været, at alle faggrupper har bidraget, og det håber jeg også, at man som arbejdsgiver anerkender."
Følg overenskomstforhandlingerne tæt på A4 Overenskomst (kræver abonnement)Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Overenskomstforhandlinger







































