
Professor i energiplanlægning kritiserer Tønder kommunes beslutning om at lease 129 'sorte' biler. (Arkiv) - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Går mod strømmen: Kommune leaser 129 fossilbiler
Professor i energiplanlægning mener, det er synd for borgerne, at Tønder Kommune investerer millioner i biler, som kører på benzin og diesel. Men borgmesteren stoler ikke på driftssikkerheden.
Udgivet: 27/10/2020
Den grønne omstilling drøner derudad i mange kommuner, der i disse år udskifter kommunens bilpark fra ‘sorte’ fossildrevne biler til de grønnere el- eller hybridmodeller.
Men det er ikke den vej, politikerne i Tønder Kommune har valgt at gå. Det skriver JydskeVestkysten.
Her har kommunen netop besluttet at indgå en fireårig leasingaftale om 129 benzin- og dieselbiler. Argumentet for beslutningen er, at Tønder Kommune er landets femtestørste målt på kvadratkilometer, og derfor frygter man for driftssikkerheden, hvis batterierne på eldrevne biler ikke kan holde til de mange kilometer.
Men det er et argument, som professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet ryster på hovedet af:
“Jeg synes, det er synd for skatteborgerne i Tønder, at man ikke tør anskaffe elbiler, for det vil være forbundet med meget lavere driftsomkostninger. Selvom det er en af de større geografiske kommuner, så er det ikke noget som helst problem at komme rundt med en elbil,” siger Brian Vad Mathiesen til JydskeVestkysten.
Men Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen (Tønder Listen), holder fast i, at det er en rigtig beslutning:
“Det er os, der står med det daglige ansvar. Hvis en bil pludselig kører tør for strøm om natten, og der så ligger en ældre og har kaldt nødkald, så er det første, man tænker på jo ikke, om vi er en del af den grønne omstilling. Det vil man ikke rose os for - man vil til gengæld kritisere os for, at der er sket en fejl,” siger Henrik Frandsen til JydskeVestkysten.
Det er regeringens klare mål, at den danske bilpark skal køre på el inden 2030. Og i den omstilling har især kommunerne en stor rolle at spille, siger Brian Vad Mathiesen.
“Jeg synes, at det er enormt ærgerligt, fordi netop grønne indkøb af den kaliber, som man snakker om her, er jo med til at løfte den grønne omstilling,” siger Brian Vad Mathiesen til JydskeVestkysten.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: Indkøb, Klima, Administration, Tønder Kommune











































