
Flere religiøse børne- og ungdomsorganisation har haft udfordringer med at opnå økonomisk støtte, måske fordi de er religiøse organisationer. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Usikkerhed om kommuner diskriminerer religiøse organisationer
Bliver religiøse børne- og ungdomsorganisationer behandlet anderledes, når de søger folkeoplysningsmidler? Kulturministeren vil se på problemstillingen efter henvendelse fra Morten Messerschmidt.
Udgivet: 17/09/2020
"Der er flere eksempler på, at en række religiøse børne- og ungdomsorganisation har haft udfordringer med at opnå økonomisk støtte, netop fordi de er religiøse organisationer,” skriver Morten Messerschmidt (DF) i et spørgsmål til kulturminister Joy Mogensen (S).
I sin henvendelse fremhæver Messerschmidt to eksempler, hvor religiøse børne- og ungdomsorganisationer har oplevet at få afslag på deres ansøgninger.
Det første eksempel er fra Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i Thisted, der afholder en årlig sommerlejr. De har gennem mange år har modtaget tilskud fra kommunen, men i 2019 fik de afslag.
Ifølge Morten Messerschmidt er afslaget kommet på baggrund af, at de om aktiviteten havde skrevet, at ”vi skal høre om Jesus, der er vores bedste ven. Medbring bibel hvis du har sådan en”. Kommunen valgte at fjerne støtten for hele arrangementet, på trods af at bibellæsning kun er én af mange aktiviteter på turen.
Kommunen gav dog DFS 2.000 kroner fremfor 5.465 kroner, som Messerschmidt kalder "de sædvanlige 5.465 kroner". Næste skridt ville være at søge aktindsigt, men det er ressourcekrævende, skriver Morten Messerschmidt.
Joy Mogensen forklarer i sit svar, at tilsynet med kommunernes efterlevelse af folkeoplysningsloven varetages af Ankestyrelsen under Social- og Indenrigsministeriet og Kulturministeriet kan derfor ikke gå nærmere ind i konkrete sager.
Men hun understreger, at religiøse foreninger som udgangspunkt godt kan modtage tilskud via folkeoplysningsloven, og det er selvsagt problematisk, hvis religiøse foreninger oplever at få afslag på tilskud uden hjemmel.
”Kulturministeriet vil derfor gå i dialog med KL og Dansk Ungdoms Fællesråd for at drøfte den problemstilling, som du rejser,” svarer Joy Mogensen.
Stigende religionsforskrækkelse
I Thisted Kommune bekræfter man overfor NB-Kommune, at der har været en dialog med DUF i forhold til sommerferieaktiviteterne fra DFS og mulighederne for at få støtte. Dialogen foregik med en jurist fra DUF og handlede om, hvorvidt arrangementet med titlen "Kom og mød Jesus - han er din bedste ven" var en forkyndende, kirkelig handling eller ej. Efter dialogen var der enighed om, at det var det ikke og tilskuddet på 2.000 kroner blev givet.”Det har i alle år været Thisted Kommunes politik at give et maksimalt tilskud på 2.000 kroner til sommerferieaktiviteter. Derudover har der i flere år også været givet støtte til lokaletilskuddet, men det har DSF ikke søgt om til den omtalte aktivitet - derfor er den forskel, som Morten Messerschmidt fremhæver, mellem de 2.000 kroner og de "sædvanlige 5.465 kr", skriver Thisted Kommune i et svar til NB-Kommune.
Kommunen er i fortsat dialog med DFS for at finde ud af, om det var en fejl, at de i første omgang ikke søgte om lokaletilskud sammen med støtte til aktiviteterne.
Hos DUF er der ingen tvivl om, at der er noget om den problemstilling, som Morten Messerschmidt rejser i sin henvendelse til kulturministeren.
”Vi oplever desværre, at vores religiøse medlemsorganisationer bliver diskrimineret ude i kommunerne. Det er et stort problem, for de religiøse foreningers aktiviteter er en vigtig del af folkeoplysningen," siger Chris Borup Preuss til NB-Kommune.
Han mener desuden, at det grundlæggende skyldes en stigende religions- og holdningsforskrækkelse i samfundet, som vi er nødt til at komme til livs.
"Vi ser frem til en videre dialog med KL og kulturministeren om problemet.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Emner: Thisted Kommune







































