
Rådmand Søren Windell (K) i Odense Kommune tror ikke, at kommunen alene kan løfte behovet for flere ældreboliger de kommende år. (Arkiv) - Foto: Odense Kommune
Rådmand efterlyser, at private investerer i byggeri af plejeboliger
Odense Kommune kan meget vel komme til at mangle flere hundrede plejeboliger de kommende ti år. Det får rådmand til at håbe på, at flere private virksomheder vil investere i byggeri af plejeboliger.
Udgivet: 31/08/2020
Der bliver flere og flere ældre over 80 år i de kommende år, og det kræver blandt andet, at kommunerne er gearede til at tilbyde tilstrækkeligt med plejehjemspladser og personale.
I Odense Kommune blinker advarselslamperne på netop det område. En analyse fra Ældre- og Handicapforvaltningen viser, at antallet af borgere over 80 år stiger med 40 procent de næste ti år, mens kapaciteten af plejeboliger er stillestående.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Alt efter hvilken beregningsmodel der benyttes, kan kommunen komme til at mangle flere hundrede boliger til de ældre.
Byrådet vedtog en velfærdsplan i juni, hvor det blandt andet er hensigten at sætte 300 millioner kroner af til renoveringer og nybyggeri, men rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen Søren Windell (K) er kommet i tvivl, om beløb kan dække behovet.
I stedet for at poste flere kommunale penge i ældreboliger vil Søren Windell gerne invitere flere private aktører til at bygge pelejebloliger.
“Jeg tror ikke, det rækker med den nuværende ramme. Jeg synes, man skal lade være med at være så entydigt låst på, at kommunen skal bygge alting selv. Og sådan som kommunen misrøgter sine bygninger, tror jeg næsten, det vil være en fordel, at andre ejer det," siger Søren Windell til Fyens Stiftstidende.
Socialdemokratiets Kasper Ejlertsen er heller ikke sikker på, at pengene rækker, så han vil holde et vågent øje med den demografiske udvikling i kommunen:
“Tallene i analysen skal tages ekstremt alvorligt. Vores ældre borgere skal have en god, tryg og omsorgsfuld behandling, og derfor skal vi også være opmærksom på, om vi har de bygninger, der er behov for, så der er plejehjemspladser til de borgere, der har behovet," siger Kasper Ejlertsen til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Temaer: Friplejehjem
Emner: Byggeri, Demografi, Plejehjem, Ældrepleje, Odense Kommune, Friplejehjem







































