
Et enigt byråd i Sønderborg har anskaffet sig et rekordstort beløb via nyt coronalån til anlæg og fremrykninger. (Arkiv) - Foto: Kim Toft Jørgensen/Sønderborg Kommune
Byråd vedtager sit største anlægsbudget nogensinde
Kommunerne investerer meget kraftigt i byggerier og anlæg. Det gælder også i Sønderborg, hvor byrådet netop har vedtaget at optage et nyt lån til byggeri og anlæg. Dermed får kommunen i år et rekordstort anlægsbudget på 600 mio. kr..
Udgivet: 25/06/2020
Byrådspolitikerne i Sønderborg Kommune står sammen, når det handler om investeringer i kommunens anlægsbyggeri efter coronakrisens indhug i økonomien
Ifølge JydskeVestkysten har man besluttet at godkende et yderligere coronalån på 238,5 millioner kroner fra staten. Og da der tidligere i foråret er etableret lån og fremrykninger for yderligere 143,8 millioner kroner - så vil der i alt blive fremrykket - og især lånt - 386,3 millioner kroner til anlæg.
Det oprindelige anlægsbudget for 2020 fastholdes, og på den måde vil Sønderborg Kommune i år at få sit største anlægsbudget nogensinde til rådighed - nemlig i omegnen af 600 millioner kroner.
På tegnebrættet er blandt andet et nyt, kommunalt logistikcenter til 110 millioner kroner, ligesom der skal afsættes 25 millioner kroner til Sønderborg Lufthavn.
“Det er nu, vinduet er åbent, og derfor er vi med på det,” sagde gruppeformand Tage Petersen (V), da et enigt byråd formelt godkendte at optage lånet.
Han vurderer, at et samlet logistikcenter vil forbedre driftsbudgettet med 7,5 millioner kroner årligt.
“Det giver et stort driftsmæssigt råderum med et nyt logitistikcenter,” sagde Tage Petersen ifølge JydskeVestkysten.
Statens corona-lånepuljer skal søges i år, men lånedispensationen kan dog overføres til 2021 og årene efter, hvis byggeriet er sat i gang i år ved en gældende anlægskontrakt.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29
Emner: Budget, Byggeri, Genåbning, Administration













































