
Flere steder landet åbner der mandag nye testcentre, som skal teste danskere for coronavirus. (Arkivfoto) - Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Flere af de nye testcentre åbner for borgere fra mandag
Mandag åbner flere af de 11 nye testcentre, som skal være med til at foretage flere coronatest af danskerne. Se listen over centre her.
Udgivet: 27/04/2020
Mandag vil flere af de nye testcentre være klar til at blive taget i brug.
Det drejer sig blandt andet om testcentrene i Viborg, Herning og Ballerup. Det oplyser Viborg Kommune og Ballerup Kommune i pressemeddelelser.
- Som en del af myndighedernes nationale teststrategi opbygger Region Midtjylland testcentre i Viborg og Herning. Testcentrene er klar til brug mandag 27. april, skriver Viborg Kommune i sin pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen fra Ballerup Kommune bliver det konkret oplyst, at man fra mandag er klar til at kunne teste 600 borgere om dagen.
Hensigten med testcentrene er at øge testkapaciteten herhjemme for personer uden symptomer på coronavirus. Det skal være med til at mindske spredningen af det potentielt dødelige virus.
Uklart, om alle 11 er klar i dag
I alt bliver der åbnet 11 nye testcentre, som skal supplere de eksisterende fem centre. De fem ligger i Aalborg, Aarhus, Odense, Næstved og København.
Om alle 11 nye testcentre åbner og er klar til at blive taget i brug fra mandag, har Ritzau ikke kunnet få svar på fra Sundheds- og Ældreministeriet, som står bag beslutningen om at åbne flere testcentre.
Ministeriet oplyser blot, at man forholder sig til en tidligere oplysning om, at de nye centre vil blive rejst fra næste uge, og at de vil blive taget i brug i de kommende uger.
Målet med de ekstra testcentre er at kunne teste op mod 20.000 danskere dagligt for coronavirus.
Centrene, som er nogle store, hvide telte, vil arbejde med to slags test. En, der tester antistoffer i blodet, og en, der tester for, om man er smittet med coronavirus.
Lige godt 150.000 personer er indtil videre blevet testet for coronavirus i Danmark. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut søndag.
FAKTA: Her kommer de nye testcentre til at ligge
Mandag åbner flere af de 11 nye testcentre, som skal hjælpe med at teste endnu flere borgere for coronavirus.
Om alle 11 centre åbner fra mandag, har Sundheds- og Ældreministeriet ikke kunnet svare på søndag aften.
I forvejen er der fem testcentre placeret i Aalborg, Aarhus, Odense, Næstved og København. Her kan folk eksempelvis køre til i bil, og så bliver de testet gennem bildøren eller -ruden.
Nedenfor er der et overblik over, hvor de nye testcentre kommer til at være placeret:
* Hjørring.
* Thisted.
* Viborg.
* Herning.
* Esbjerg.
* Kolding.
* Hillerød.
* Hvidovre.
* Roskilde.
* Ballerup.
* Rønne.
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27
Emner: Forebyggelse







































