Alle partier i Folketinget blev torsdag enige om en aftale, der lemper vilkårene for de ledige i perioden 9. marts til 9. juni.

Alle partier i Folketinget blev torsdag enige om en aftale, der lemper vilkårene for de ledige i perioden 9. marts til 9. juni. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dagpengemodtagere får tre måneder ekstra under coronakrisen

Det er svært at finde et job på grund af coronaudbruddet i Danmark, mener samtlige af Folketingets partier.

Udgivet: 19/03/2020

Del artiklen:

Dagpenge- og sygedagpengemodtagere får lempeligere vilkår i perioden 9. marts til 9. juni, fordi det er vanskeligere at få job under coronakrisen.

Det er Folketingets partier enige om i en ny aftale.

- Man får tre måneder oveni, simpelthen ud fra den logik at man heller ikke har en jordisk chance for at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for arbejdsmarkedet, siger Peter Hummelgaard (S).

Aftalen betyder blandt andet for dagpengemodtagere, at den lediges dagpengeanciennitet i perioden ikke tæller med. Det vil dog være en betingelse, at medlemmerne er medlem af en a-kasse.

For sygedagpengemodtagere betyder aftalen blandt andet, at disse personer, som i perioden har modtaget sygedagpenge i mere end 22 uger i de forudgående ni måneder, vil få forlænget retten til sygedagpenge i tre måneder.

Beslutningen om dagpenge er del af en aftale om en hjælpepakke mellem alle Folketingets partier. Den blev indgået natten mellem onsdag og torsdag.

- På alle måder og fronter er vi villige til at gøre, hvad end der skal til, for at holde hånden under danskernes levebrød og tryghed i denne svære situation, siger Hummelgaard.

Glæde hos fagforbund

Den "døde" periode for dagpengemodtagerne glæder 3F's formand, Per Christensen.

- Stærk hjælpepakke fra Folketinget. Et sikkerhedsnet under danske lønmodtagere og arbejdspladser. Helt afgørende - som vi også har sagt de sidste dage - med hjælp til de ledige, siger han i en skriftlig kommentar.

Han kalder det et vigtigt første skridt på området.

- Jeg vil fortsat kæmpe for, at vi også ser på dagpengenes størrelse i denne helt ekstraordinære situation, siger han.

I weekenden blev der indgået en trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Den skal gøre det muligt at fastholde flest muligt danskere i arbejde trods de alvorlige krisetider på arbejdsmarkedet.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Emner: Dagpenge, Ledighed, Forsikrede ledige, A-kasser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]