
340 personer i Danmark er konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Én af dem er indtil videre raskmeldt, som offentligheden kender til. Det er særligt ældre og svækkede borgere, som er udsat. (Arkivfoto) - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kommunens ansatte er i risikozonen
Flere kommunale medarbejdere over hele landet mærker konsekvenserne af spredningen af coronavirus. KL udsender video med opfordring til at gøre ekstra indsats for at passe på ældre og svage medborgere
Udgivet: 11/03/2020
I disse dage spreder smitten med coronavirus - eller covid-19 - sig med lynets hast over alle kommunegrænser.
Onsdag formiddag meddeler Styrelsen for Patientsikkerhed, at 340 danskere nu er smittet. 1.231 personer i karantæne. Virussen er primært farlig for ældre og svækkede borgere.
Regeringen har sat flere initiativer i gang for både borgere og virksomheder, og blandt andet opfordres danskerne til at holde sig væk fra offentlig transport i myldretiden.
I KL har man i samarbejde med Sundheds- og Ældreministeriet produceret en video med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), hvor han taler om, at man skal undgå fysisk kontakt med ældre og svage borgere, hvis man er det mindste sløj.
"Det er afgørende, at vi sammen beskytter dem, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af virussen", siger ministeren blandt andet i videoen - Den bedste omtanke er omsorg.
Og fra landets kommuner lyder det samstemmende, at man aflyser arrangementer, møder og aktiviteter for borgerne.
Samtidig er kommunernes ansatte blandt dem, der står i første rækker i mødet med borgerne på institutionerne og på kommunekontoret. Og det har fået konsekvenser flere steder, hvor medarbejdere og borgere er sendt i karantæne. Herunder har vi samlet en række af de aktuelle tilfælde.
Medarbejder på plejehjem i Aarhus er smittet
En medarbejder på plejehjemmet Hørgården i Aarhus Nord er testet positiv for coronavirus. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Vedkommende blev konstateret smittet tirsdag eftermiddag og kan have smittet beboere på plejehjemmet.
Derfor er alle beboere på plejehjemmet kommet i hjemmekarantæne i egen bolig, mens de bliver testet for coronavirus, fremgår det af pressemeddelelsen.
Ifølge Aarhus Kommune har medarbejderen ikke været ude at rejse. Vurderingen lyder i stedet, at medarbejderen formentlig er blevet smittet af en mødedeltager i en anden sammenhæng.
- Det er en fast nattevagt, som har været på arbejde flere nætter, hvor vedkommende kan have bragt smitte med sig til beboerne, siger viceområdechef i Område Nord Vibeke Dahmen i pressemeddelelsen.
- Straks vi blev vidende om det, kontaktede vi den fælles myndighedshotline og satte flere ting i værk for at sikre vores beboere og medarbejdere, siger hun.
Skole i Malling er lukket
Efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed lukker Malling Skole syd for Aarhus midlertidigt, oplyste styrelsen tirsdag. Det sker for at hindre smittespredning blandt elever og medarbejdere.
Elever fra skolen bør desuden ikke samles i større grupper uden for skolen. Beslutningen er truffet, efter at der er konstateret to smittetilfælde blandt skolens elever.
Styrelsen for Patientsikkerhed kender smittekilderne, og der er ikke tale om, at de to smittede har smittet hinanden. Smitten kan spores direkte tilbage til et udenlandsk risikoområde.
Tre medarbejdere i karantæne i Sorø
Tre kommunale medarbejdere er sendt i karantæne i Sorø på grund af mistanke om coronavirus, skriver Sjællandske Medier.
To medarbejdere er kommet hjem fra risiko-områder, og derfor tager den kommunale arbejdsgiver særlige forholdsregler. De to medarbejdere er i 14 dages hjemmekarantæne.
En medarbejder har været i kontakt med en smittet person. Derfor er den medarbejder også i hjemmekarantæne og er blevet testet for coronavirus. Man afventer svar på testen.
Sorø Kommune kan ikke oplyse, hvilke afdelinger de tre medarbejdere arbejder i.
- Situationen har ikke givet problemer. Vi håndterer det gennem en tæt dialog mellem den pågældende medarbejder og dennes leder. Her sikrer vi, at alle ved, hvad der skal foregå, og hvor de skal henvende sig, hvis de har spørgsmål, siger social- og sundhedschef Annette Homilius til avisen.
Silkeborg er også karantæneramt
Også Silkeborg Kommune har sendt medarbejdere i karantæne, skriver Midtjyllands Avis.
To medarbejdere er konstateret smittet med coronavirus efter en fælles ferie. Medarbejderne har ikke været på arbejde efter ferien og gik direkte i karantæne efter rejsen.
Tre kommunale medarbejdere er desuden efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger i karantæne for at undgå eventuel smitte. Det er medarbejdere, som enten har været på ferie, har en ægtefælle, som har været ude at rejse eller har været i kontakt med en smittet. Karantæneperioden for de tre udløber i denne uge, og kommunen har ikke informationer om, at de pågældende medarbejdere er blevet syge.
De i alt fem medarbejdere kommer fra fire forskellige afdelinger, og deres sygdom og karantæne påvirker ikke driften i de pågældende afdelinger.
- Det er blevet håndteret som en almindelig sygemelding i de forskellige afdelinger, oplyser kommunikationschef Hans Mogensen, Silkeborg Kommune til Midtjyllands Avis.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Emner: Forebyggelse, HR







































