
Danskerne har stor tillid til politiet, mens Skat rammer bunden
Politiet og Politiets Efterretningstjeneste er uden sammenligning de offentlige organisationer, som danskerne har størst tillid til, viser måling. Se resultaterne her.
Udgivet: 26/02/2020
De seneste måneder har danskernes opfattelse af ministerier og styrelser været sat under hårdt pres efter skandalesager i millionklassen med svindel gennem flere år.
Analysebureauet YouGov har i efteråret og vinteren 2019 spurgt danskerne om deres opfattelse af de større styrelser, råd og udvalg i Danmark.
En af parametrene er tillid. Hvilke offentlige organisationer har vi stor tillid til, og hvem har vi mindre tillid til?
Politiet er den offentlige organisation, som danskerne har størst tillid til. 41 procent har stor tillid til politiet, mens 9 procent har mindre tillid, og 50 procent forholder sig neutrale.
PET ligger på andenpladsen. PET’s arbejde er ikke så synligt som politiets, og flere danskere forholder sig derfor neutrale til PET end til politiet: 34 procent har imidlertid stor tillid til PET, mens 4 procent har mindre tillid til PET. 62 procent er neutrale på spørgsmålet.
Helt i bunden af målingen over tillid eller ikke tillid finder vi Skat og Banedanmark, mens også Moderniseringsstyrelsen, Socialstyrelsen og Finansstyrelen har negativ score i tillid.

Fakta om PublicIndex
- Rankingen er udarbejdet ved hjælp af YouGov PublicIndex, som er en omdømme-tracker, der afdækker danskernes opfattelse af 30+ af de større styrelser, råd og udvalg i Danmark.
- Rankingen er baseret på 3.771 interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov Panelet. Data er indsamlet fra 9. september 2019 til 31. januar 2020.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Emner: Civilsamfund, Myndighed, Styring







































