
- Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix
Region vil give barnløse flere forsøg med fertilitetsbehandling
Region Hovedstaden vil forsøge at komme nogle af udfordringerne med ufrivillig barnløshed og fertilitet til livs. Der er der brug for opbakning fra de øvrige regioner.
Udgivet: 24/10/2019
Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende stiger.
Hver 5. mand bliver aldrig far, og hver 10. kvinde får ikke de børn, som hun ønsker sig. Derfor har regionsrådet i Region Hovedstaden netop godkendt en ny handleplan, der lægger op til en række ændringer på fertilitetsområdet.
Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Ændringerne i planen gælder konkrete behandlingstilbud i sundhedsvæsnet, men handler også om at styrke forskning og udbrede kendskabet til de udfordringer, der følger med, når vi vælger at få børn sent i livet:
"Det er en stor psykisk belastning ikke at kunne få et barn på naturlig vis. Derfor er jeg også rigtig stolt over, at regionens forskning og patientbehandling på fertilitetsområdet er i verdensklasse, men skal vi komme de nuværende problemer til livs, er der brug for at gøre endnu mere, så flere kan få opfyldt drømmen om at stifte familie," fortæller Christoffer Buster Reinhardt (K), der formand for Sundhedsudvalget.
Tilbud om reagensglasbehandling ændres fra tre til seks forsøg
Som reglerne ser ud i dag, kan barnløse få tre gratis reagensglasbehandlinger i det offentlige sundhedsvæsen. Men ved at sætte antallet op til seks behandlinger stiger chancerne for at føde et barn fra 64 procent til 83 procent.
"Hvis ikke det lykkes indenfor tre behandlingsforsøg, har det været spild af ressourcer - både for de kvinder og par, der ønsker sig børn, og for sundhedsvæsnet. Derfor giver det mening at sætte antallet op til seks forsøg, når den lægefaglige vurdering er til det. På den måde kan de erfaringer, der indhentes ved de tre første behandlingsforsøg, indgå som værdifuld viden i den videre behandling," siger Christoffer Buster Reinhardt.
Han slår dog fast, at forslaget kun giver mening, hvis alle fem regioner kan blive enige om at ændre antallet af forsøg med reagensglasbehandling:
"Ændres reglerne alene i Regionen hovedstaden vil dem, der kæmper med ufrivillig barnløshed i de andre regioner, søge herover, og det vil betyde, at Region Hovedstadens ventelister for fertilitetsbehandling eksploderer".
Fokus på ufrivillig barnløshed styrkes
Skal udfordringerne på fertilitetsområdet løses, giver det også mening at se på forebyggende indsatser. Handleplanen lægger op til, at fertilitet kommer til at fylde mere i undervisningen på ungdomsuddannelserne.
"Det er vigtigt at vores unge, er godt klædt på, når der skal træffes beslutninger om noget så vigtigt, som det at få børn. Kvinders frugtbarhed er størst i 20-års-alderen, men er allerede halveret i 30-års-alderen, og på den måde bliver udsigterne til at få børn betydeligt forringet med alderen. Bedre oplysning kan betyde, at flere tilvælger børn tidligere og dermed undgår en lang - og måske forgæves - kamp for at få børn," siger Christoffer Buster Reinhardt.
Spørgsmålet om at drøfte fertilitet med unge før de fylder 20 år, skal nu rejses overfor Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.
Med handleplanen bliver forebyggelse af barnløshed derudover et fokusområde i regionens forebyggelsesarbejde, og der oprettes et Center for Reproduktion, hvor regionens fire fertilitetsklinikker bindes sammen til gavn for behandlingen og den videre forskning på området.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24
Emner: Civilsamfund, Styring







































