- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trods høje priser er Folkemødet stadig en succes

Folkemødet på Bornholm forventer at gentage sidste års rekordstore deltagelse. Men flere organisationer skruer nu ned for aktiviteterne på Folkemødet på grund af de hastigt stigende priser

Udgivet: 14/06/2019

Del artiklen:

I disse dage bliver det bornholmske befolkningstal mere end tredoblet, når flere end 100.000 personer gæster den niende udgave af Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Færgetrafikken har slået alle rekorder, og tusindvis af flypassagerer er allerede ankommet. Derudover har rekordmange ansøgt om at få lov til at huse arrangementer og debatter.

Men trods den stigende popularitet bliver det folkelige møde i stigende grad kritiseret for at skrue priserne så højt op, at det risikerer at ramme selve folkeligheden. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Landbrug & Fødevarer spare i år 1,5 millioner kroner, ved ikke at huse debatter og arrangementer 

Som arrangør er det simpelthen blevet for dyrt at hive pungen op af lommen, mener en række organisationer, som enten nedprioriterer årets festival eller helt undlader at holde arrangementer.

Hos Landbrug & Fødevarer har man i år valgt at spare de mere end 1,5 millioner kroner, som det ville kostet organisationen at huse debatter og andre arrangementer:

”Vi er finansieret af vores medlemmer og kan ikke bare skalte og valte med vores penge. Siden vi første gang deltog for otte år siden, er det blevet dyrere og dyrere, og vi kan ikke længere forsvare

at tage afsted,” siger Lisbeth Olsgaard, brandingchef i Landbrug & Fødevarer.

Hun forklarer, at det de første par år stort set ikke kostede noget at være arrangør. Men alene til leje af areal, el, vand og sponsorat brugte organisationen sidste år 250.000 kroner.

”Så der er virkelig sket en eksplosion i, hvad det koster,” slår Lisbeth Olsgaard fast og bemærker, at Landbrug & Fødevarer fortsat vil være repræsenteret ved debatter.

Foreningen Folkemødet kan ikke oplyse, hvor meget prisen er steget

Generelt er prisen for at være arrangør på Folkemødet også steget. Præcist hvor meget kan Foreningen Folkemødet dog ikke oplyse, men den anslår, at den gennemsnitlige pris i år er omkring 40.000 kroner for en central placering med el og vand samt leje af telt, borde og bænke.

Flere organisationer nedprioritere

Sidste år modtog arrangementet også kritik for at være for dyrt, og man valgte derfor at sænke priserne med 10 procent. Men prisnedslaget er ikke nok for Ældre Sagen, som i år stiller op med et mindre telt:

”Det fylder da helt klart noget, at det er nogle dyre dage. Derfor har vi også valgt at spare penge og i stedet nøjes vi med et mindre telt. Men med lidt god planlægning forventer jeg, at vi kan få det samme ud af det for de besøgende,” siger Peter Rindom, seniorkonsulent i Ældre Sagen.

Sidste år valgte Dansk Industri at skære ned på antallet af udsendte og antallet af debatter. Det gør organisationen igen i år:

”Folkemødet er et fantastisk arrangement, så igen i år er vi til stede. Men priserne er virkelig blevet skruet i vejret, og derfor har vi valgt i højere grad også at prioritere Ungdommens Folkemøde (i Valby, red.),” siger Marion Hannerup, Dansk Industris kommunikationsdirektør, hvis største bekymring er, at det er også er blevet for dyrt for almindelige besøgende på Folkemødet.

Kilder: Kristelig Dagblad

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:21

Emner: Civilsamfund

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]