
De nationale myndigheder kørte helt uden om kommunerne, da man begyndte at grave aflivede mink ned. - Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Borgmestre: Vi fik ikke besked om nedgravning af mink
Borgmestrene i Holstebro og Struer hørte ad omveje om nedgravning af mink i deres kommuner. Kommunerne skal ellers inddrages i sådan en beslutning, og dermed er nedgravningerne ulovlige, vurderer jurister.
Udgivet: 26/11/2020
Borgmestrene i Holstebro og Viborg føler sig kørt over af de nationale myndigheder. De hørte kun ad omveje, at der blev gravet millioner af aflivede mink ned i deres kommuner.
Borgmester H.C. Østerby (S) fra Holstebro siger til Jyllands-Posten:
»Der har ingen kommunikation været med mine folk eller mig som borgmester. Det har jeg aldrig oplevet før. Aldrig.«
Han forklarer til Jyllands-Posten, at han hørte om massegraven ved Boutrup Sø uden for Holstebro, fordi en byrådskollega, der bor i nærheden af søen, ringede til ham.
Borgmester Ulrik Wilbek (V) fra Viborg kritiserer også, at myndighederne har lavet massegrave uden at gå i dialog.
»Vi opdager det ved, at borgere ringer til mig og spørger: ”Hvad er det, I er ved at grave herude?”« forklarer Ulrik Wilbek til Jyllands-Posten.
Netop den manglende inddragelse af de berørte kommuner gør ifølge jurister, at nedgravningen af mink er ulovlig.
Den 6. november udgik ifølge Jyllands-Posten en bekendtgørelse fra miljøminister Lea Wermelin. Heraf fremgår, at nedgravningen skal ske »efter de miljømæssige retningslinjer om nedgravning i veterinær beredskabsplan ved udbrud af alvorlige husdyrsygdomme fra januar 2019«. I beredskabsplanen beskrives forskellige metoder til at skaffe sig af med døde dyr, og der står blandt andet: »Nedgravning kræver en aftale med kommunerne«.
»Bekendtgørelsen er ikke overholdt, fordi kommunerne ikke er blevet hørt, som det forudsættes i den beredskabsplan, som bekendtgørelsen henviser til. Så selv hvis man gik ud fra, at der var hjemmel til udstedelsen, ville nedgravningen være ulovlig,« siger juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet til Jyllands-Posten.
Ifølge professor Peter Pagh fra Københavns Universitet, der er ekspert i miljøret, er den udstedte bekendtgørelse ikke noget værd.
»Man har udstedt en bekendtgørelse, der er ugyldig,« siger Peter Pagh til Jyllands-Posten.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Emner: Holstebro Kommune, Viborg Kommune







































