
I Vordingborg Kommune oplever man, at økonomien er så presset, at det er en nødvendighed at fjerne den grønne diesel. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kommune går tilbage til sort diesel
Den traditionelle dieseltank har vist sig at være billigere end biodiesel. Det har fået kommune til at droppe at køre grønt og i stedet gå tilbage til sort diesel i kommunens busser.
Udgivet: 28/09/2022
Forrige år blev det i Vordingborg Kommune besluttet, at den traditionelle dieseltank skulle skiftets ud med grøn HVO-biodiesel, så busserne klimavenligt kunne fragte borgerne rundt i kommunen. Men energikrisen har gjort det for dyrt at køre grønt, så nu foreslår Vordingborg Kommunes Klima og Teknikudvalg at gå tilbage til den sorte diesel.
Det skriver TV2 Øst.
"Det er rigtig ærgerligt, at vi bliver tvunget til at gøre det. Men det udgør så stor en andel af de samlede besparelser, at vi har svært ved at bevare den grønne diesel og spare på nogle ruter. Vi bliver nødt til at veje det op imod hinanden, og på en relativ let måde kan vi spare to millioner," siger Anders J. Andersen (S), formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune.
Forslaget kommer, fordi der skal spares i alt syv millioner kroner på kommunens kollektive trafik. To millioner kan hentes ved at gå tilbage til sort diesel.
Lukning af busruter er det, der skal hente resten af pengene. Og går man ikke tilbage til sort diesel, vil endnu flere busruter skulle nedlægges.
Derfor er det ikke så svært i denne situation, siger Anders J. Andersen. Han er dog ærgerlig over, at det går ud over miljøhensynet.
"På den ene side vil vi gerne være grønne, men på den anden side må vi sige, at det simpelthen er blevet så dyrt i den her sammenhæng. I det dilemma kan det godt være, at vi i en periode må sige, at der slækker vi på det grønne krav," siger Anders J. Andersen til TV2 Øst.
Hos Enhedslisten står miljøet højt på dagsordenen, men partiet frygter, at flere vil tage bilen og dermed forurene mere, hvis busruter lukker.
"Der er ikke nogen tvivl om, at det er at foretrække, hvis vi kunne fortsætte med mere grønne energikilder. Men hvis vi i stedet skal lukke busruter, som på sigt kan få en mere negativ konsekvens for klimaet, så synes jeg, det er svært," siger medlem af kommunalbestyrelsen Martin Graff Jørgensen (Enh.).
Grøn energi er også på retur andre steder
Vordingborg er ikke den eneste kommune, der må lade ambitionerne om grønnere kørsel ligge på hylden. Også i Randers har sort diesel fået comeback.
Busdriften i Region Midtjylland er økonomisk hårdt presset på grund af manglende passagerer og stigende energipriser. Derfor har man i teknik- og miljøforvaltningen i Randers Kommune foreslået at finde 5,2 millioner kroner ved at gå fra biodiesel til almindelig diesel i bybusserne. Det skriver DR.
Sidst opdateret: 28/09/2022 - 09:30
Temaer: Klima
Emner: Transport, Vordingborg Kommune, Randers Kommune, Bus













































