
Ny formand i KKR Syddanmark er borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen (S) (t.v.), og næstformand er borgmester i Assens, Søren Steen Andersen (V).
Nyt formandskab i spidsen for kommunesamarbejde
KKR Syddanmark har valgt nyt formandskab, og ny formand er borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd Jensen (S), og næstformand er borgmester i Assens, Søren Steen Andersen (V).
Udgivet: 25/01/2022
Der var god stemning, da det nye KKR Syddanmark mandag mødtes for at tage hul på en ny valgperiode. Ikke mindst hos det nyvalgte formandskab for KKR Syddanmark. Det skriver KKR Syddanmark i en pressemeddelelse.
Det ny formandskab med formand Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart, ,og næstformand Søren Steen Andersen (V), er borgmester i Assens, har mange dagsordener at tage fat på de næste fire år frem.
"KKR har flere politiske kerneområder, som vi ved kommer til at fylde i de kommende år. Her og nu står vi overfor at skulle etablere helt nye sundhedsklynger, der skal skabe et sundhedsvæsen, der hænger endnu bedre sammen. Også den store mangel på med-arbejdere til velfærdsområderne er en dagsorden, vi må stå sammen om," siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Udover sundhed og beskæftigelse, hører uddannelse, klima og det specialiserede socialområde til KKR’s kerneområder.
Om KKR Syddanmark
Medlemmerne i KKR Syddanmark tæller de 22 borgmestre i Syddanmark og 10 medlemmer fra kommunalbestyrelserne i Syddanmark, og sammensætningen afspejler valgresultatet ved kommunalvalget.
Sidst opdateret: 25/01/2022 - 11:31
Emner: KKR (KommuneKontaktRåd)







































