Virksomheder forvandler plastaffald fra hospitalet til ny legeplads

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Randers Kommune

Når der inden længe bliver bygget en ny legeplads på Skovbakken tæt ved Regionshospitalet Randers, består nogle af elementerne af plastaffald fra netop hospitalet. Lokale virksomheder har stået for at genanvende den brugte plastik. Og på mødet den 6. april 2021 har Randers Byråd bevilget penge til projektet, som partnerskabet CirkulærPlay står bag.

Siden 2018 har Regionshospitalet Randers sorteret deres plastaffald, og nu får noget af den brugte plastik nyt liv som legeplads på Skovbakken lige overfor.

Det er de lokale virksomheder Dansk Affaldsminimering og AK Iversen, som har stået for at genanvende plastikken. Og selve legepladsen bliver leveret af producenten Kompan.

Lokalt arbejde for FN’s verdensmål

Bag projektet står partnerskabet CirkulærPlay, og på mødet den 6. april har Randers Byråd bevilget 325.000 kroner til drift og etablering af den nye legeplads. Ud over pengene fra Randers Kommune bliver legepladsen finansieret af Kompan med godt 850.000 kroner og regionshospitalet med 125.000 kroner.

CirkulærPlay er skabt i samarbejde med Iværksætterhus Compas for at vise, hvordan vi i Danmark og lokalt kan arbejde med FN’s verdensmål. Bl.a. gennem effektive offentligt-private partnerskaber. Projektet illustrerer dels, hvad lokale virksomheder i Randers kommune kan og i særlig grad, hvordan man kan genanvende hospitalsplast.

Den nye legeplads bliver knap 500 kvadratmeter og vil indeholde legeredskaber for både små og større børn. En stor del af legepladsen vil være produceret af genanvendte materialer, herunder altså af plastaffald fra hospitalet. Forventningen er, at den nye legeplads vil være klar til brug til sommer.