Økonomiudvalget har godkendt plan for udbud af rengøringsområdet på Als

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune

Økonomiudvalget har godkendt plan for udbud af rengøringsområdet på Als

Økonomiudvalget i Sønderborg har godkendt planen for fase 2 af konkurrenceudsættelse på kommunens rengøringsområde. Fase 2 omfatter rengøring af de kommunale enheder, der ikke var med i fase 1, og det vil sige kommunale enheder på Als. Udbuddet vil, som det var tilfældet i konkurrenceudsættelse af fase 1, også omfatte et særskilt beskæftigelsesprojekt. Økonomiudvalgets beslutning for at godkende planen for udbuddet af fase 2 indeholder en fortsat evaluering af fase 1 vedr. arbejdsvilkår, aflønning og brugertilfredshed. Samtidig skal evalueringen foretages sideløbende med arbejdet vedr. fase 2, så tidsplanen overholdes. Endelig vil Økonomiudvalget inddrages i udarbejdelse af det kommende udbudsmateriale. - Evalueringen og rengøringsstandarden i fase 1 lever bestemt ikke op til mine forventninger. Derfor er det ekstremt vigtigt for mig, at vi sikrer en god kvalitet af rengøringen i Sønderborg Kommune. Det gælder ikke mindst, at brugerne på fx skoler, børnehaver og andre institutioner er tilfredse med niveauet. Samtidig skal vi sikre gode arbejds- og lønvilkår for de medarbejdere, der skal stå for rengøringen, uanset hvem arbejdsgiveren er, siger borgmester Erik Lauritzen, der er formand for Økonomiudvalget. Kontraktstarten for fase 2 er blevet udskudt fra den oprindeligt planlagte dato 1. januar 2023 som følge af Økonomiudvalgets beslutning den 9. februar 2022 om en forlænget observationsperiode for evalueringen af rengøringsudbuddet i fase 1. - Kvaliteten i rengøringen skal selvfølgelig leve op til vores forventninger. Netop den kvalitet vil den fortsatte evaluering af fase 1 på arbejdsvilkår, lønning og brugertilfredshed sikre et godt grundlag for. Dermed kan vi komme videre med rengøringsudbuddet og indhente det økonomiske rationale, siger Stephan Kleinschmidt, der er næstformand for Økonomiudvalget. I forbindelse med fase 2 - udbud af rengøringsområdet på Alssiden – er der budgetlagt forventede reduktioner fra 2023 og fremefter. Fra 2023 udgør disse 1,61 mio. kr., for 2024 3,23 mio. kr. og fra 2025 6,42 mio. kr.  Den nye tidsplan for udbuddet betyder, at der fra oktober 2022 til februar 2023 udarbejdes udbudsmateriale, der derefter sendes ud. Økonomiudvalget skal medio maj 2023 tage stilling til bud, og det forventes, at en ny kontrakt kan være på plads til 1. september 2023.