Nu er bankeriet ved søbadet snart ovre

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune

Byggeriet af det nye søbad ved Kulturhuset skrider godt fremad. Arbejdet med at banke de bærende betonpæle ned afsluttes i denne uge.

Til sommer står et moderne og alsidigt søbad klar i centrum af Skanderborg.

Byggeriet gik i gang i september 2020, og i den seneste tid har man kunne høre banke-lyde i området.

Søbadet bygges på betonpæle i Skanderborg Sø. Det er arbejdet med at hamre betonpælene ned, der som forventet har givet en hel del larm i dagtimerne.

Se opslag på Kommunens Facebook-side fra januar med varsling om støj.

Nu er der godt nyt til naboer og andre, som er trætte af banke-lydene.

Entreprenøren MT Højgaard har oplyst mandag den 22. februar, at de kun mangler at banke 15-pæle og en tværgående bjælke på plads. 

- Vi bliver færdige med at banke i denne uge, meddeler MT Højgaard.  

Mange målgrupper og muligheder 

Skanderborg Søbad bliver bygget i beton og træ.

Det 1.500 m2-store søbad kommer til at omfatte to bassiner, terrasser, udspringsplatform, omklædning, toiletter, sauna, multirum, depot til kajak og SUP (Stand Up Paddle), adgangsbro og kajplads for skibet Dagmar.

Søbadet bliver tilgængeligt for alle ud fra principperne om universel tilgængelighed. Dvs. der er nem adgang for barnevogne, kørestole osv.  

Projektet skaber en særlig synergi mellem det indendørs Kulturhus og det udendørs Søtorv.

Netop kombinationen af kultur- og fritidsliv på den måde har vakt opsigt uden for kommunens grænser. 

Nationale fonde støtter projekter med i alt 12,5 mio. kr. ud af en samlet projektsum på 28 mio. kr. for renovering- og udvidelse af Kulturhuset samt etablering af Søbadet og Kulturløberen. 

Skanderborg Søbad ventes klar til ibrugtagning medio juni 2021. 

Se mere om Skanderborg Søbad her.