Nørremarkens Plejehjem lukker for besøg på grund af smitte

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Køge Kommune

14 borgere og 9 medarbejdere på Nørremarken Plejehjem er konstateret smittet med COVID-19. Derfor lukker plejehjemmet for besøgende. Samtlige borgere, der er smittet, er vaccinerede, og har ingen symptomer i forbindelse med smitten.

Køge Kommune lukkede torsdag den 9. juni for besøgende til Nørremarkens Plejehjem i Køge. Det sker på baggrund af et smitteudbrud, og deraf følgende påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. 14 af plejehjemmets 64 borgere og 9 medarbejdere er konstateret smittet, og smitteudbruddet håndteres i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.    - De medarbejdere, der er smittede, er sendt hjem i isolation, ligesom de smittede borgere isoleres jf. de retningslinjer vi får fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi samarbejder tæt med myndighederne, og har fokus på smitteopsporing og at inddæmme yderligere smitte, siger Mette Olander, direktør for Velfærdsforvaltningen i Køge Kommune. Samtlige borgere, der er smittede, er vaccineret mod coronavirus, og ingen borgere oplever pt. symptomer på sygdommen. Køge Kommune følger alle anbefalinger i forbindelse med smitteudbruddet. Det vides ikke hvor smitten er opstået.