Lyskryds på Præstevænget og Fuglesangsalle i Vejen færdiggøres

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Vejen Kommune

På grund af asfaltering lukkes krydset udvalgt…

På grund af asfaltering lukkes krydset udvalgte nætter i uge 38 og 40.

De seneste måneder har entreprenører været i gang med at opgradere lyskrydset på Præstevænget og Fuglesangsalle i Vejen med nyt signalanlæg. Hellerne er udskiftet, og der er etableret et berøringsfrit lydfyr. 

Ydermere er cykelstierne ført frem og højresvingende cyklister skal fremover ikke holde for rødt.

Nu skal det sidste arbejde færdiggøres. Opgaver som fræsning, asfaltering og påtegning af striber kræver, at krydset lukkes de dage, arbejdet foregår. Af hensyn til det meget trafikerede kryds især i morgen og eftermiddagstimerne, har Vejen Kommune valgt, at entreprenøren skal udføre de sidste opgaver om natten. 

- Det kan ikke undgås, at det giver nogle gener i forhold til støj for de nærmeste naboer til vejen, beklager Troels Poulsen, der er ingeniør i Teknik & Miljø. 

Han glæder sig dog over, at arbejdet snart er færdigt.

    Vejen Kommune forventer, at entreprenøren skal bruge to nætter i uge 38 til at fræse samt fem nætter i uge 40 til asfaltarbejde. Der kan dog komme forsinkelser, hvis det regner meget. Lyskrydset er et stort omdrejningspunkt for trafik fra både nord, syd, øst og vest, så der bliver naturligvis skiltet med omkørsel i perioden.

    Ombygningen af krydset sikrer, at trafikken fremover kan afvikles mere fleksibelt, og at sikkerheden for de bløde trafikanter højnes.