Lokalsamfundene afhænger af foreningerne

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Skive Kommune

Sammen med Syddansk Universitet kigger vi nærmere på det frivillige engagement, der er så afgørende for lokalsamfundenes udvikling og trivsel

I Hjerk har frivillige brugt 1000 timer på at rive det gamle forsamlingshus ned og rense murstenene, som skal bruges til at opføre det nye og kommende Harrevig Grønne Samlingshus. Foto: Inger Arensbach

I Skive Kommune er vi stolte af foreningslivet og det store og vedholdende engagement, som foreningerne og de frivillige lægger for dagen, ikke mindst i drift og udvikling af lokalsamfundene i landdistrikterne.

Omtrent halvdelen af kommunens borgere bor i landdistrikterne, og det er vigtigt for udviklingen nu og i fremtiden, at det frivillige engagement lever og har gode kår.

For at blive klogere på, hvilke forhold der kan påvirke foreningers og borgeres deltagelse i lokalsamfundenes udvikling, deltager vi i en undersøgelse, foretaget af Syddansk Universitet (SDU) sammen med tre andre kommuner.

- Det er en spændende undersøgelse, der kan be- eller afkræfte nogle antagelser om landsbyerne og deres foreningsliv, men også give en status på foreningslivets og ildsjælenes engagement. Der er behov for denne type grundforskning, så kommunernes udviklingsarbejde i endnu højere grad kan være videns- og evidensbaseret, siger direktør for Teknik, Miljø & Udvikling i Skive Kommune, Maibrit Lykkegaard.

Størst engagement i Skive

Resultaterne af undersøgelsen er samlet i rapporten ’Foreningslivets engagement i lokal udvikling i landdistrikter’, der blev udgivet i efteråret 2022.

I rapporten kan man, blandt et væld af statistikker, finde, at 76 % af foreningerne i Skive Kommune vurderer, at de i høj eller nogen grad har indflydelse, når de engagerer sig i lokale opgaver eller samarbejder med kommunale institutioner eller andre foreninger.

Gennemsnittet for de fire kommuner er 60 %. Derfor er det heller ikke overraskende, at andelen af de adspurgte foreninger, som ville engagere sig i opgaver eller formål i lokalsamfundet, hvis det blev aktuelt, er større på Skiveegnen, end i de andre deltagende kommuner.

Det lader dog ikke til, at eventuelle forskelle i de kommunale rammer for foreningerne (økonomisk støtte mv.) har den store betydning for foreningernes engagement. Og de fleste foreninger vil arbejde med det, der giver mening for dem og i det område, de hører til i.

Rapporten følges nu op af en større spørgeskemaundersøgelse, der sendes ud til borgerne i de deltagende kommuner. Resultaterne af undersøgelsen forventes offentliggjort i løbet af foråret 2023.