Kultur og Fritid uddeler igen i år støtte til talentfulde idrætsudøvere

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Aabenraa Kommune

Eliteidrætspuljen støtter i år ni unge udøvere for at kunne nå deres ambitioner.

Aabenraa Kommunes mest talentfulde idrætsudøvere har hvert år muligheden for at opnå støtte til at udøve deres idrætsgren på højeste niveau. I år har Kultur- og Fritidsudvalget valgt at uddele støtte til ni talentfulde unge udøvere, som alle derved kan deltage i internationale turneringer, opnå ekstra træning eller deltage på landsholdssamlinger i deres idrætsgren.

- Eliteidrætspuljen er en del af vores ambition om at skabe lokale stjerner at se op til. Ved at tildele støtte til disse ambitiøse unge mennesker, håber vi at bidrage til at fremme fortællingen om, at man i Aabenraa Kommune har mulighed for at drømme stort og komme langt med sin sport, siger Kultur- og Fritidsudvalgsformand, Lars Kristensen.

For at opnå støtte fra Eliteidrætspuljen skal man dyrke sin sport på højeste eller næsthøjeste niveau i Danmark. Støtten kan bruges til at få de ekstra oplevelser, som ellers ville være en stor økonomisk udfordring for et talent.

Mads Riis, en af de ni udøvere, som har modtaget støtte i 2021, tilføjer:

- Det er et stort privilegium at blive anerkendt som sportsudøver samt at få en finansiel støtte af Eliteidrætspuljen. For mig betyder det, at jeg får muligheden for at dyrke motorsport på højeste niveau både nationalt og internationalt. Som motorsportsudøver betyder støtten, der er givet af Aabenraa Kommune, rigtig meget, da jeg derigennem har endnu større mulighed for at finpudse mine færdigheder.

FaktaDer uddeles i 2021 i alt 99.000 kroner fordelt på følgende ni talentfulde idrætsudøvere:

  • Mads Riis, motorsport
  • Rødekro Tri & Motions talentgruppe
  • Simone Skov Jørgensen, dressurridning
  • Kasper Knudsen, tennis
  • William Bach-Andersen, golf
  • Christian Høisæt, golf
  • Jacob Jørgensen, golf
  • Lucas Søvang, atletik
  • Mads Krogsgaard Nielsen, atletik