Køge Kommunes største daginstitution samler fire mindre børnehuse under et tag

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Køge Kommune

Flere børn er på vej til Køge Kommune – både de, der flytter hertil med familien og de helt små som er indfødte. Dem er der gjort plads til med åbningen af Den Grønne Planet, der med de fire små enheder Markhuset, Skovhuset, Junglehuset og Strandhuset tilsammen giver kommunens største daginstitution.

På Parkvej i Ellemarken ligger, hvad der nu er Køge Kommunes største institution for børn i alderen 0- 6 år. Den Grønne Planet hedder den. Her er der plads til 168 børn fordelt på seks vuggestuer og fire børnehavegrupper. Men selvom der er både husrum og hjerterum til ganske mange børn, mødes man ikke af hverken storrum eller børnegarderober så langt øjet rækker. Tværtimod træder man ind i flere forskellige små børneuniverser bestående af fire mindre huse under samme tag med separate indgange og legepladser.   - Køge Kommune er et populært sted for børnefamilier, og vi kan se, at flere rykker hertil. Den udvikling betyder selvfølgelig også, at vi skal være klar til at tage imod de mange borgere – store som små. Det er åbningen af Den Grønne Planet en vigtig del af. Her får vi på samme tid fantastiske pædagogiske muligheder ved at være én stor institution, samtidigt med at de små individuelle børnehuse giver en tryghed og nærhed i hverdagen, siger Pernille Sylvest, formand for Børneudvalget.  Behovet for flere institutionspladser blev tydeligt allerede for tre år siden, da befolkningsprognosen pegede på, at der i løbet af de kommende ti år vil være 30 procent flere børn i aldersgruppen 0-5 år. Allerede nu er visse områder af kommunen pressede af mangel på institutionspladser, og sammen med den ventede befolkningstilvækst har det sat gang i opførelsen af blandt andet Den Grønne Planet, Ravnsborgområdets nye idrætsinstitution og den nye daginstitution Væksthuset i Vemmedrup, der åbner sommeren 2021.  Det nære i det store På Den Grønne Planet nyder de små børneuniverser godt af stordriftsfordele som eksempelvis fællesfaciliteter, der deles på skift af børnegrupperne. Et kæmpe kreativt værksted inviterer til kunst og musikalske udfoldelser, en stor multisal har højt til loftet, så de små kroppe kan blive udfordret, og den ansatte ’pædakok’, inviterer små grupper af børn ind i køkkenet og lærer dem om madens vej fra jord til bord.  - Med åbningen af Den Grønne Planet har vi skabt et flot rum for de mindste, hvor de ydre rammer skaber ro og tryghed, så fagligheden, legen og pædagogikken kan få frit spil i hverdagen. Den Grønne Planet er et godt eksempel på, når pædagogikken tænkes med fra start og på den måde, giver et hus hvor der er plads til mange, uden at gå på kompromis med det nære og trygge, siger Erik Swiatek, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget. Udeliv og bevægelse gennemstrømmer hele huset og har da også inspireret navnet på både institution og de fire huse, der er opkaldt efter mark, skov, strand og jungle. Uderummet trækkes derfor med helt indenfor, hvor det afspejles i både indretning og pædagogik. Ligesom hvert hus har sin egen indgang, har de også hver sin legeplads, så uderummet også bliver et trygt sted at være for de mindste Køge-borgere. Den Grønne Planet slog dørene op for første gang allerede i januar, men den store åbningsfest måtte dog vige for corona-restriktionerne.  Der er fortsat ledige pladser i Den Grønne Planet, og forældre kan skrive børn op via Minpladsanvisning.koege.dk Pressekontakt: Pernille Sylvest, formand for Børneudvalget. Telefon  6070 3703