Jobmesse for internationale aarhusianere

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Aarhus Kommune

For syvende år i træk slår Aarhus Rådhus dørene op for jobmessen International Company Day. Ved jobmessen International Company Day kan hundredvis af international studerende, dimittender, partnere og højtuddannede fra Ukraine komme i direkte kontakt med virksomheder, der søger internationale talenter i deres organisationer.

På dagen vil virksomhederne stå klar til at præsentere sig selv og fortælle om, hvordan de rekrutterer international arbejdskraft, samt hvordan disse profiler skaber  vækst i deres forretninger. Virksomhederne vil have konkrete jobs, virksomhedspraktikker, studiepraktikker og studiejobs med.

I år deltager 26 virksomheder på messen og tæller blandt andet: Danfoss, Danish Crown, Lego Group, Grundfos, Johnson Controls Denmark og Vestas.

Foruden virksomheder vil konsulenter fra uddannelsesinstitutionerne VIA, Erhvervsakademiet og Aarhus Universitet samt konsulenter fra a-kasser og Jobcenter Aarhus, Center for Akademikere og professionsbachelorer samt Internationaliseringsafdelingen deltage. Alle står klar til at hjælpe de internationale kandidater og virksomheder med at skabe kontakt.

International Company Day er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, VIA, Erhvervsakademiet, CA, HK, og Jobcenter Aarhus.