GudenåStien får afgørende bevilling og kan nu realiseres

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Silkeborg Kommune

En bevilling på 15 mio. kr. fra Nordea-fonden betyder, at arbejdet med etableringen af et samlet stiforløb langs Gudenåen nu kan gå i gang. Projektet forventes at stå færdigt i 2025.

Trækstien langs Gudenåen

Gudenåsamarbejdet, der er en sammenslutning af Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers kommuner, har sammen med Naturstyrelsen og Vejle Kommune siden 2020 kortlagt, hvad der skal til for at kunne tilbyde vandrere og naturinteresserede en sammenhængende naturoplevelse langs med hele Gudenåen. Kortlægningen har ført til projektet ”GudenåStien – fra kilde til fjord”. Projektet går ud på at udbedre store dele af den eksisterende sti langs Gudenåen samt at etablere sti på de 50 km af strækningen, hvor man ikke kan færdes i dag. Det samlede projekt beløber sig til i alt 57 mio. kr. De deltagende kommuner og Naturstyrelsen har selv fundet 27 mio. kr. til projektet, A.P. Møller Fonden medfinansierede i juni 2022 projektet med op til 15 mio. kr., og med 15 mio. kr. fra Nordea-fonden kan arbejdet altså nu gå i gang. Næste skridt er, at der skal laves aftaler med de berørte lodsejere, så lodsejernes interesser varetages, når projektet realiseres. Fakta om projekt GudenåStien – fra kilde til fjord

  • Projektperiode: 1.11.2022 – 31.10.2025
  • Partnere: De syv kommuner i GudenåSamarbejdet – Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov, der er leadpartner, og Randers samt Vejle Kommune og Naturstyrelsen.
  • Økonomi: I alt 57 mio. kr. Kommuner og Naturstyrelse 27 mio. kr., A. P. Møller Fonden 15 mio. kr. og Nordea-fonden 15 mio. kr.• Projektet vil realisere en 170 kilometer lang sti fra kilden i Tinnet Krat til Randers – ensartet skiltet og med støttefaciliteter, bedre og mere agil formidling på hjemmeside, digitalt kort og on site i landskabet.
  • GudenåStien vil være delvist sammenfaldende med Trækstien mellem Silkeborg og Randers og Himmelbjergruten mellem Ry og Silkeborg

Læs mere og følg med på favrskov.dk/gudenaastien

Sidst opdateret