Frivillige bag Toftlund Kælkebakke vinder Initiativpris

Del artiklen:

Pressemeddelelse fra Tønder Kommune

Den frivillige arbejdsgruppe bag forskønnelsen af Toftlund Kælkebakke og området omkring denne modtog tirsdag en fortjent hyldest i form af Tønder Kommunes initiativpris.

I forbindelse med renoveringen af den tilgroede kælkebakke i Toftlund så en flok frivillige ildsjæle en mulighed for at skabe mere end blot en kælkebakke. Ved fælles hjælp og massevis af frivillige arbejdstimer fremstår området i dag som et stort rekreativt område til glæde for store og små.

For det initiativ - og den store indsats bag – modtog den frivillige arbejdsgruppe bag Toftlund Kælkebakke tirsdag Tønder Kommunes Initiativpris.

Tilgroet kælkebakke bliver til rekreativt aktivitetsområde Kælkebakken er ryddet for den tilgroning, der tidligere prydede den, så den i dag fremstår klar til kælketure, så snart den første sne falder i Toftlund.

Derudover er der i området omkring kælkebanen blevet opsat to svævebaner og en balancebane til de større børn, ligesom der også er blevet bygget en madpakkehytte på 30 m2 til alle, som vil ind og sidde under tag.

Endvidere er der projekteret en sti rundt om den nærliggende sø, som bliver både rollator- og barnevogns-venlig. Økonomisk, social eller miljømæssig bæredygtighed Bag prisen står Klima-, vækst-, og udviklingsudvalget i Tønder Kommune, der med prisen ønsker at hylde initiativer, der understøtter økonomisk, social eller miljømæssig bæredygtighed.

Thomas Ørting Jørgensen, formand for Klima-, Vækst- og Udviklingsudvalget, forestod uddelingen af prisen. I den forbindelse roste han projektet for blandt andet at have skabt bæredygtig udvikling og positiv forandring i Toftlund.

Prisen blev uddelt i forbindelse med KVU og TMU’s dialogmøde med kommunens lokalråd og borgerforeninger i Klosterhallen tirsdag aften.

Med hæderen fulgte også 10.000 kroner og et messingskilt som det synlige bevis på prisen.

I alt var otte potentielle modtagere indstillet til dette års initiativpris.

Fakta: Formålet med Initiativprisen er at anerkende en person, en gruppe af personer, eller en organisation/forening, som har iværksat et initiativ, der understøtter det gode liv i landdistrikterne og skaber grobund for bæredygtig udvikling, hvad enten det gælder social, økonomisk eller miljømæssig bæredygtighed.